Søg
Lokalformand Bente Rey på Sønderborg Havn

Du finder et link til Sønderborgs kommunale strategi for tillid og samarbejde nederst til højre på siden (Pdf).

Sønderborg: Sådan skabte vi en god strategi

I DH Sønderborg har de fulgt DH og KL's opfordring og fået skabt en kommunal strategi for tillid og samarbejde. Bente Rey fortæller her om processen, og hvorfor de er så begejstrede for det nye værktøj, de har fået i arbejdet med socialpolitik.

I Sønderborg har de været med til at sikre kommunen en køreplan for god borgerinddragelse og dialog imellem mennesker med handicap, de pårørende og kommunen.

Lokalformand Bente Rey fortæller her i oktobers inspirationshistorie om processen bag den kommunale strategi. Men først skal vi høre om tankerne bag idéen med at lave strategien.

KL og DH’s udsendelser om borgerinddragelse gav os ideen

Vi har ofte manglet værktøjer, når vi har arbejdet med socialområdet, for vi har aldrig haft en særskilt socialpolitik i kommunen, siger Bente Rey:  

”Vi har været i et vadested og haft svært ved at se, hvordan vi kom videre. Vi savnede at blive skarpe på, hvordan vi arbejder med socialområdet og også gøre det tydeligt for andre”.

Februar 2021 gik KL og DH i luften med fire liveudsendelser om borgerinddragelse og en opfordring til kommuner og handicapråd om at lave en strategi for tillid og samarbejde.  

”De fire udsendelser kom som sendt fra himlen. Efter at have set alle fire, var vi slet ikke i tvivl: Sådan en kommunal strategi skulle vi også have i Sønderborg”, fortsætter hun.

Det viste sig da også hurtigt, at det var det der skulle til, for at komme videre i arbejdet med socialpolitikken.

Nu ved vi, hvor vi er, og hvor vi er på vej hen

”Vi er blevet skarpe på, hvor vi er i arbejdet, og hvor vi er på vej hen. Og når vi skriver et høringssvar, er vi også mere klare på: hvad er det nu, vi mener?", siger Bente.

Og så er vi blevet mere skarpe på at tydeliggøre afdelingens arbejde, fortsætter hun:

"Det er blevet meget lettere at vise andre, hvad vi arbejder for og medFor eksempel er det i dag meget tydeligere for andre, når vi skriver et høringssvar på egne vegne”.

Det har været udfordrende, men også meget spændende

De var fire i handicaprådet - to fra afdelingen og to fra forvaltningen - der satte sig sammen for at drøfte: Hvor er vi med, hvor er vi ikke, og hvad skal vi arbejde videre med i forhold til DH og KL's principper og anbefalinger. Arbejdsgruppen gik dernæst i gang med at beskrive, hvordan kommunen konkret skal arbejde for at sikre en højere grad af borgerinddragelse i sagsbehandlingen, visitationen og indsatserne. 

Vi er ikke helt i hus med at beskrive alle områder på børneområdet, men ellers er vi godt med. Og selve processen har været utrolig spændende, selv om der også har været udfordringer, lyder de afsluttende ord fra lokalformanden for Sønderborg: 

"Vi sad på hver sin side af bordet, og ​​vi havde ikke et fælles sprog. Men vi havde en enighed om, at det her blev godt. Og så var det rart og godt at mødes i et fælles og ufarligt forum, hvor der er plads til forskelligheder”. 

Find her inspiration til at lave en kommunal strategi for tillid og samarbejde