Flere papirer med forskellige diagrammer ligger på et bord. Midt for ses en lyserød sparegris og til højre for den ses en lommeregner

Budgetterne på det specialiserede socialområde

Kommunerne skal hvert år udarbejde et budget. Budgettet opstiller mål og rammer for den kommunale service i det kommende år. En del af budgettet omfatter det specialiserede socialområde, som i disse år er genstand for meget debat.

DH-afdelingen har mulighed for at få indflydelse på kommunens budget. Det kan ske generelt ved en løbende og tæt dialog med politikere og embedsmænd, og det kan ske specifikt via høringssvar til kommunens budget.

Hvis DH-afdelingerne skal have indflydelse, er det vigtigt at bidrage så tidligt som muligt i forløbet.

Bestil et fakta-ark med tal fra jeres kommune

Det er ikke længere muligt at bestille et fakta-ark for i år.

Årshjul for udarbejdelse af budget

Når budgettet vedtages i oktober, er det afslutningen på mange måneders arbejde. Budgetlægningen for næste års budget starter allerede i foråret. En typisk tidsplan for budgetlægning ser således ud:

Årshjul for udarbejdelse af budget
  • Februar-marts
    • Sidste års regnskab udarbejdes.
       
  • Marts
    • Tidsplan, politiske retningslinjer og procedure vedtages af økonomiudvalget. Nogle byråd holder budgetseminar, hvor de overordnede rammer for budgetprocessen drøftes.
       
  • Marts-maj
    • Forvaltningen udarbejder udkast til budget.
       
  • Juni
    • Politikerne behandler budgetforslag i de stående udvalg (fagudvalg). Forslagskatalog sendes eventuelt til høring. 
       
  • 15. september
    • Byrådet har budgettet til 1. behandling senest 15. september. Forslag til budget sendes til høring i Handicaprådet. Politiske forhandlinger om det endelige budget.
       
  • 15. oktober
    • Byrådet vedtager det endelige budget ved 2. behandling senest 15. oktober. 

Hvis afdelingen skal have indflydelse på budgettet, er det vigtigt at bidrage så tidligt som muligt i forløbet.

Tidsplanen for budgetprocessen kan typisk findes på kommunens hjemmeside; se eventuelt under dagsorden for Økonomiudvalget. 

Nogle kommuner vælger at have to høringsrunder, hvor de sender et foreløbigt forslagskatalog i høring allerede før sommerferien. Andre kommuner har kun én høringsrunde, hvor de sender budgetforslaget til høring umiddelbart efter byrådets 1. behandling af budgettet. 

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvornår der er deadline for indsendelse af høringssvar.