Søg
Årsmøde i DH Ikast-Brande 2022

Ikast-Brande: Sådan skabte vi et godt årsmøde

I foråret afholdt DH Ikast-Brande et vellykket årsmøde, der blandt andet blev indgang til en god dialog med lokalpolitikere. Lokalformand Trine Worm Nissen fortæller her om dagen og tankerne bag deres idé.

I DH Ikast-Brande har de længe grublet over, hvordan de bedst kunne komme i kontakt med politikerne i byen. Det var med den udfordring i baghovedet, at de i år stablede et noget utraditionelt årsmøde på benene.

Lokalformand Trine Worm Nissen fortæller her om dagen, hvordan de fik den op at stå og om udfordringerne undervejs.

Men allerførst skal vi høre, hvordan de kom på idéen med at invitere landsformanden for SIND:

"Det hele kom sig af, at vi var et par stykker fra afdelingen, der sad ved samme bord som SIND's nye landsformand - Mia Kristina Hansen - ved DH's repræsentantskabsmøde sidste år," siger Trine Worm Nissen.

Men det var først på vælgermøderne op til kommunalvalget i efteråret, at idéen rigtigt begyndte at tage form, fortsætter hun:

"Der bed vi nemlig mærke i, at kommunalpolitikerne var meget optagede af de unge og børnenes trivsel i kommunen. Og da vi længe havde overvejet, hvordan vi bedst kunne komme i kontakt med lokalpolitikerne, blev det vores stikord."

Så afdelingen besluttede at invitere Mia Kristina Hansen fra SIND til at komme og gøre alle klogere på udfordringerne med mistrivslen blandt børn og unge i Ikast-Brande Kommune. Og var et hit, lyder det fra Trine Worm Nissen:

Billedet viser DH Ikast-Brandes invitation til lokalpolitikerne til årsmødet 2022

"Det gør noget helt særligt for dialogen at have en handicappolitisk fagperson med. Der blev stillet nogle helt andre spørgsmål, end vi er vant til på årsmødet. På den måde fik vi taget hul på et følsomt emne, der optager mange i kommunen. Også blandt politikerne var der mange spørgsmål til Mia Kristina Hansen - både under årsmødet og ved den efterfølgende middag med lokalpolitikerne". 

Vi var flere, der gav en hånd med at få dagen op at stå 

Det er en ret stor udgiftspost at invitere alle på middag og især, når vi ikke kan søge penge til forplejning i kommunen. Men pengene er givet godt ud, mener lokalformanden for Ikast-Brande: 

"Det kan give en helt anden snak at sidde sammen over en bid mad. Det oplevede vi til middagen med de fem politikere, der blev for at spise sammen med os fra bestyrelsen. Der blev talt rigtigt godt, og politikerne var meget nysgerrige på os. Så vi vil helst ikke undvære den mulighed for en uformel snak med lokalpolitikerne."

Da vi først havde taget en beslutning om at invitere Mia, gik det slag i slag med at få dagen op at stå, fortæller Trine:

"Tre fra bestyrelsen gik i gang med at kontakte Mia og sammen med hende få stykket et oplæg til årsmødet sammen. Og så fik vi arrangeret middag og sendt invitationer til årsmødet ud. En særskilt invitation blev lavet til byens lokalpolitikere."

Billedet viser Rasmus holde oplæg på DH Ikast-Brandes årsmøde

Som noget af det første, kontaktede DH Ikast-Brande også Rasmus Bach Andresen, der er organisationskonsulent og afdelingens kontakt i DH. Rasmus deltog både som sparringspartner og som dirigent på årsmødet. Det gav noget pondus, lyder det fra Trine:

"Det fungerer rigtigt godt at have en konsulent fra DH med på årsmødet. Det viser politikerne, at vi har en kæmpe viden og et kæmpe netværk at trække på i afdelingen."