Søg
Billedet viser deltagere ved DH Frederikshavns inspirationsmøde den 7. november

Frederikshavn: Vi samlede 45 lokale aktører

I Frederikshavn har de klaret at samlet 45 af byens uddannelses- og jobfolk til dialog i afdelingen om målrettede tilbud til byens unge med handicap. Gurli Nielsen fortæller om dagen, og hvordan de klarede det.

Den 7. november var Frederikshavns politikere, embedsværk, skoleforvaltning, erhvervsfolk, uddannelsessteder, lærere, skolebestyrelser og handicapråd samlet til inspirationsmøde i DH-Frederikshavn. 

Vi har ringet til Gurli Nielsen, som er sekretær og økonomiansvarlig i afdelingen for at høre hende om den inspirationsrige aften. Men først skal vi høre hende, hvad der gik forud for dagen, og hvordan de fik samlet så mange vigtige spillere på området:

Det handler om at være knivskarpe på, hvad vi vil 

- Ja, vi oplever jo, at mange af vores unge ikke rigtigt kommer videre, når folkeskolen er forbi. Så ideen med at samle de relevante folk i byen er ikke ny og allerede i 2019 havde vi det første arrangement. Men de to næste fyraftensmøder måtte vi opgive. Det ene på grund af Covid19 og det andet, på grund af manglende svar fra oplægsholderne, vi havde inviteret. 

Så da vi samledes i arbejdsgruppen her i det nye år, var det især for at blive knivskarpe på tre ting: hvad er vores formål med arrangementet, hvad vil vi opnå og hvem er målgruppen? Da vi først havde det på plads, gik resten næsten af sig selv. 

- På mødet blev vi enige om at kalde det for inspirationsmøde i stedet for fyraftensmøde. Vi tænkte, det passer bedre med vores ønske om at samle og inspirere byens folk og få dem til at tænke i nogle gode løsninger for de unge. Og så håbede vi, at politikerne ville modtage det mere positivt og forstå, at vi ikke inviterede til øretæver.    

Til aftenens program valgte vi fire forskellige oplæg, som vi tænkte kunne inspirere og bringe folks viden og erfaring i spil. Og så rundede vi aftenen af med en paneldebat.

Med det på plads gik vi i gang med at sende invitationer ud til rub og stub i kommunen, der har med uddannelse og beskæftigelse at gøre. Det var et større arbejde at invitere alle personligt, men vi gjorde det for at sikre os et lukket arrangementet. 

Vi opnåede det, vi gerne ville opnå

- Det blev en fantastisk aften, og jeg synes faktisk, at vi opnåede det, vi gerne ville. Folk fik hørt om de gode tiltag i og uden for kommunen. Det sørgede vores vores meget meget engagerede oplægsholdere for, som virkelig brændte for det, det talte om. Og med den livlige snak, der var på kryds og tværs i pausen, var det tydeligt at se, at aftenen havde inspireret.

Listen af gode råd fra Gurli Nilsen er lang. Vi har samlet de vigtigste fire her:

Gurli Nielsen: Det handler ikke kun om, hvor mange, der kommer 

- Ja, vi havde jo først håbet på lidt flere, end de 45, der kom. Men her havde vores ene oplægsholder, Ditte Rejnholdt Rudolfsen fra SUMH en god pointe: "Det vigtigste er ikke, hvor mange, der kommer, men HVEM, der kommer". Så vi endte med at være rigtigt godt tilfredse med vores meget brede fremmøde af folk inden for både uddannelses- og jobregi.

Gurli Nielsen: En god arbejdsgruppe er alfa og omega

- Vi er en arbejdsgruppe på fem, og vi er sindssygt gode til at inspirere hinanden og smide gode ideer på bordet. Det er helt centralt for et godt arrangement, som trækker folk til.

Gurli Nielsen: Vi kan varmt anbefale en professionel ordstyrer 

- Vi hyrer altid en professionelle ordstyrer til vores møder. Det koster selvfølgelig lidt, men vi synes, pengene er godt givet ud. Mikael Frederiksen, som vi bruger, er for eksempel eminent til at holde styr på dagsordenen under mødet. Men også til at få hele programmet på plads og få lagt en slagplan for, hvem der gør hvad, forud for mødet. Og så har han et rigtigt godt netværk og ry og det er et stort plus, når vi skal invitere folk og have dem til at komme.

Gurli Nielsen: Det er vigtigt med en opfølger 

- Vi har da også planer om at lave en opfølgning. Så arbejdsgruppen må i gang igen og arbejde videre og lave en plan for, hvordan og hvad vi gør. 

Det her er jo netop noget af det sjove ved at være med i DH. På en eftermiddag som denne kan jeg se, at vi gør en forskel. Derfor er jeg også så engageret i disse arrangementer.