”Det er et stort ansvar at være den eneste tolk i kommunen. Der er altid nogle her på mit kontor,” siger Juliana Yeboah, som både er tolk og ansvarlig for kommunens idrætsundervisning. På billedet ses Juliana ifærd med at tolke.
Tegnsprogstolk i døgndrift
Juliana Yeboah er tilkaldetolk 24 timer i døgnet oven i sit fuldtidsarbejde i skoleforvaltningen. Mød en af Ghanas kun få kompetente tegnsprogstolke.
Af Hanne Selnæs
Der er kun én kommunalt ansat tegnsprogstolk i byen Kenyasi, der ligger midt i et område hvor indhegnede multinationale guldminer ofte grænser op til fattige landsbyer med grønne køkkenhaver og små lerklinede landsbyhytter.
Tolken, som har lært tegnsprog gennem sin kirke, er den 33-årige Juliana Yeboah. Oven i sit arbejde i skoleforvaltningen, hvor hun har ansvaret for skolernes idrætsundervisning, er hun kommunens eneste tolk, som døve kan få med rundt i særlige situationer:
”Når vi skal på hospitalet, til møder i vores handicaporganisationer eller når vi i foreningen af døve tager ud for at finde døve, som er gemt af vejen i landsbyerne,” forklarer lokalformanden for den ghanesiske døveorganisation, Effah Gyasi, som selv er døv, via tolken Juliana.
100.000 døve om 40 tolke
For handicaporganisationerne her i kommunen, er det en kæmpe sejr, at døve har fået lov at trække på Juliana Yeboah. For i et land med omkring 100.000 døve og kun omkring 40 kvalificerede tegnsprogstolke, de fleste uden formel uddannelse, er døve ofte overladt til sig selv, når de skal i kontakt med hospitaler eller andre myndigheder.
Handicaporganisationernes fælles og koordinerede kampagne og pres på de lokale politikere, har nu ført til at Juliana blev ansat som tolk. En opgave hun selv er meget glad for. Og som passer bedre til det kontorjob, hun nu har i forvaltningen, end til hendes tidligere job som gymnasielærer, hvor hun ofte måtte gå fra undervisningen midt i en time for at tage sig af en akut tolkeopgave.
”Der er et stort behov for en formel tegnsprogsuddannelse i Ghana,” siger Juliana Yeboah. ”For der burde være en tolk tilknyttet alle de institutioner, hvor døve kommer. Det ville gøre livet meget lettere for døve, som i dag må undvære tolke i selv meget kritiske situationer på hospitalet.”
Netop fejldiagnoser på grund af misforstået kommunikation og mangel på en tolk, har ført til både dødsfald og fejloperationer, fortæller Effah Gyasi, som er en af dem, der har kæmpet for at få kommunen til at prioritere tolke – og for en officiel tolkeuddannelse, som nu omsider er ved at se dagens lys i Ghana.
I skole med hørende uden døvelærer eller tolk
Juliana efterlyser også døvelærere og tegnsprogstolke på de lokale skoler. For når døveorganisationen med tolkebistand får forældrene overtalt til at sende deres døve børn i skole, så skal de også lære noget:
”I dag får elever med høretab ingen særlig opmærksomhed, men for at komme på en særlig døveskole skal de først gå i en folkeskole for at omgås andre børn og for at lære, hvad det vil sige at gå i skole. Med døvelærere og tegnsprogstolke kunne de lære meget mere,” siger hun. Uanset undervisningstilbuddets kvalitet, så er Juliana overbevist om, at det er bedst for døve børn at gå i skole.
På rundture i landsbyerne sammen med Effah Gyasi har Juliana nemlig mødt børn, der var udstødt og opgivet af deres familier og som måtte hutle sig igennem hverdagen. De har fundet børn, som er blevet mishandlet på grund af deres høretab, børn som er blevet mobbet og børn som har følt sig ensomme og isolerede i deres egne familier.
Mange af de børn har Døveforeningen nu fået kontakt til, og de fleste er nu i skole, og er blomstret op, mens flere er kommet videre til døveskoler:
”Da vi begyndte arbejdet med at få børnene i skole, var det kun omkring hvert femte døve barn, som gik i skole. Nu tror jeg, at 70 procent af dem alle er i skole,” fortæller Juliana.
”Som sagt føler børnene sig ofte meget alene og isolerede derhjemme. Selvom det er begrænset, hvor meget døve børn lærer i den almindelige skole, uden nogen form for støtte, så er de trods alt sammen med andre børn og kan komme ud af deres ensomhed,” slutter Juliana Yeboah.
Danske Døves Landsforbund, DDL, støtter den ghanesiske døveorganisation GNAD gennem et fælles projekt, som fire danske handicaporganisationer står bag. Udover DDL er det Dansk Handicapforbund, Foreningen LEV og Dansk Blindesamfund.. Det fælles projekt handler om at opbygge en stærk handicapbevægelse i Ghana. Projektet gennemføres med støtte fra Danida, den danske regerings udviklingsbistandsafdeling i Udenrigsministeriet