Ledsagekort
Brugerservice udsteder ledsagekort til personer med handicap, der har behov for en ledsager til at færdes i det offentlige rum.
Vil du ansøge om et Ledsagekort?
Du kan søge om et Ledsagekort via vores ansøgningsportal
Hvad er et Ledsagekort?
Ledsagekortet udstedes til personer med handicap, der har behov for en ledsager til at færdes i det offentlige rum. Kortet dokumenterer kortindehaverens behov for at have en ledsager med i for eksempel bus, tog, metro eller lignende.
Ledsagekortet giver dig mulighed for flere steder at medtage din ledsager gratis. Dette gælder på en række kulturinstitutioner som for eksempel teatre og museer, til kulturelle arrangementer, i forlystelsesparker og zoologiske haver.
Vil du vide, hvor ledsagekortet kan bruges? Så besøg www.ledsagekort.dk, som er en hjemmeside med oversigt over alle steder i Danmark, der modtager ledsagekort.
Rabat på offentlig transport til indehaver af ledsagekortet og ledsager
Ledsagekortet giver personer, der er fyldt 13 år, rabat på alle bus- og togrejser hos selskaber, der udfører offentlig servicetrafik. Både indehaver af ledsagekortet og en eventuel ledsager rejser på hver sin børnebillet. Ordningen gælder kun ved køb af en enkeltbillet til børnetakst. Rabatten opnås derfor ikke ved køb af klippekort eller månedskort. Det er dog muligt at få et Handicap Rejsekort, hvor der ydes rabat, hvis man rejser uden for myldretiden.
Rabatten opnås ved rejse med et af følgende selskaber: Nordjyllands Trafikselskab, Midttrafik, Sydtrafik, FynBus, Movia, BAT, Arriva-tog, Abildskou linie 888, alle lokalbusser, DSB S-tog, DSB Øresund og Metroselskabet.
Du har ved rejse med ovenstående selskaber mulighed for at benytte togoperatørernes Handicapservice, hvor du blandt andet kan få hjælp til ind- og udstigning.
Hvordan får jeg et Ledsagekort?
Ledsagebehovet retter sig mod alle uanset alder og kan være begrundet i både fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Ved ansøgning om ledsagekort skal behovet for at have en ledsager dokumenteres enten via en lægeerklæring eller ved, at du i forvejen er visiteret til en af følgende ydelser:
- Visiteret til et botilbud
- Visiteret til Handicapparkeringskort for personer med handicap
- Visiteret til personlig hjælperordning eller den kommunale ledsageordning
- Visiteret til støtte til køb af bil i henhold til serviceloven eller godkendt til at deltage i den individuelle handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede, som trafikselskaberne skal etablere som fritidskørsel
- Medlem af Dansk Blindesamfund
Er du omfattet af et af de nævnte kriterier, vil bevillingen til denne ydelse udgøre en tilstrækkelig dokumentation, når der ansøges om Ledsagekort.
Lever du ikke op til et eller flere af de nævnte kriterier, kan du stadig godt ansøge om et ledsagekort. Det kræver blot en lægeerklæring.
Ligger du inde med speciallægeerklæringer, der dokumenterer dit behov for en ledsager, sendes disse ind til os sammen med ansøgningen i stedet for oplysninger fra egen læge. Er oplysningerne i speciallægeerklæringen ikke fyldestgørende nok, vil opfølgende spørgsmål og krav til en ny lægeerklæring kunne forekomme.
Medlemmer af Dansk Blindesamfund skal rette henvendelse til Dansk Blindesamfund.
Ansøgning
Du ansøger ved at benytte den digitale ansøgningsportal
For at ansøge digitalt skal du bruge MitID. Du kan både søge selv eller søge på andres vegne.
Du bliver guidet igennem ansøgningsprocessen og kan altid klikke på det lille (i) for yderligere information. Du kan undervejs logge af din ansøgning og senere logge på igen og returnere til det sted i ansøgningen, hvor du er nået til.
Såfremt du ikke har MitID eller af anden grund ønsker at sende en ansøgning med almindelig post, kan du benytte ansøgningsskemaerne i menuen til højre. Du kan udprinte og udfylde ansøgningsskemaet og sende det til:
Brugerservice
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup
Der må påregnes en længere sagsbehandlingstid, når der ikke søges digitalt, på grund af håndtering og forsendelse.
Pris og varighed
Ledsagekortet koster 200 kr. og er gyldigt i tre år.
Sagsbehandlingstider
Ansøgning ved Parkeringskort
Digitalt: 8-9 uger
Via brev: 10-12 uger (inklusiv postgange)
Ansøgning ved Ledsagekort, Fornyelse af Ledsagekort
Digitalt: 8-9 uger
Via brev: 10-12 uger (inklusiv postgange)
Storebælt Handicap
Digitalt: Inden for en uge
Generelle spørgsmål
Via kontaktformular: 8-10 arbejdsdage
Anke
Anke skal være hos inden for 4 uger efter afsendelse af afslag - du skal være opmærksom på at det kan tage 1-2 uger, når du sender alm. brev til os. Hvis anken bliver modtaget hos os, efter de fire uger, bliver den afvist. Anken behandles og videresendes cirka 1-2 uger efter modtagelsen.