”Den største udfordring er, at forældrene ikke tager sig af deres døve børn”, siger Olivia, som vil give unge døve kvinder en læreplads. Hun får snart sin tredje døve elev.
Skrædder tager kampen op for døve
Olivia Baidoo fik selv hjælp til at lære tegnsprog og åbne en systue. Nu kæmper hun for andre døve i Ghanas kakaoområde.
Af Hanne Selnæs
Hvis der er én enkelt ting, som virkelig går den engagerede Olivia Baidoo på, så er det, når hun ser døve børn og unge i gaderne, som forældrene ikke tager sig af.
”Jeg kan ikke have, at døve bare bliver overladt til sig selv. Derfor er mit mål at finde unge døve piger, som ingen hjælp får, og give dem en chance som lærlinge på sin systue,” siger hun, da vi møder hende på byens trafikerede og livlige hovedgade, hvor systuen ligger.
I dag er kun en af Olivia Baidoos syv lærlinge døv, én er allerede udlært og snart starter endnu en. Olivias mål er udelukkende at have døve ansat i den lille butik, hvor arbejdsborde, symaskiner med håndsving og bunker af farvestrålende stofstykker kæmper om pladsen. Men for Olivia er stedet nærmest et slot. Før havde hun nemlig systue under et træ.
På væggen hænger en lille tavle. Den bruger Olivia, når hun tager mål til kjolerne, som hun syr flest af. Men tavlen bruger hun også til at undervise sin døve lærling Anastina Owusu, som er analfabet, da hun aldrig har gået i skole. Hun lærer hende tal og nu også tegnsprog, som Anastina heller aldrig har lært.
Kæmper mod overtro, fordomme og skam
På det lokale marked stødte Olivia på pigen, som overlevede på gaden og ved at gå til hånde og bære ting for markedskvinder og kunder. Anastinas familie havde vendt hende ryggen på grund af hendes manglende hørelse. Det sker ofte i Ghana, hvor handicap betragtes som en straf for noget familien har gjort galt. Et handicap er ofte forbundet med både overtro, fordomme og skam, så der er nok at tage fat på for den ghanesiske handicapbevægelse og folk som Olivia:
”Jeg vil have, at der er lige rettigheder for døve og hørende, så der ikke bliver gjort forskel, og så alle døve er med til at udvikle vores område,” siger Olivia Baidoo. Hun er formand for en lokalafdeling af Ghanas døveorganisation og en stærk forkæmper for områdets døve.
Med tolkebistand fortæller hun og andre aktive døve i den lokale radio om døves rettigheder, om de fysiske årsager til høretab og døvhed og om livet som døv. De tager også ud i landsbyerne for at opsøge døve, som er udstødt og gemt af vejen, fordi familierne skammer sig over dem.
”Gennem tolken fortæller vi forældrene, at de skal behandle deres døve børn på samme måde som de behandler deres andre børn,” siger Olivia. ”Og i radioen opfordrer vi til, at folk ikke diskriminerer døve. For døve er ikke anderledes end andre, vi har det samme blod og er alle lige,” understreger hun gennem tegnsprogstolken, Martin Atta, en ung studerende som også er med os, da vi møder Olivia og hendes lærlinge.
Han er en af de få, men ikke formelt uddannede, tegnsprogstolke i Ghana, hvor landets første tolkeuddannelse i år er ved at blive etableret med støtte fra Danske Døves Landsforbund.
Arbejder for at få en kommunal ansat tolk
I byen, hvor Olivia Baidoo bor og arbejder, er der ingen kommunalt ansat tolk. Men når Olivia er til møder i handicaporganisationen, kommunen, optræder i radioen eller laver opsøgende arbejde, kan hun af og til trække på Martin Atta. Han får dog ikke en rigtig løn, men bare et mindre fast beløb fra kommunen en gang i kvartalet. Da Ghanas præsident for nylig besøgte Olivias by Wiawso, var tolken også med, så Olivia kunne kommunikere med præsidenten. Det var en stor oplevelse for både præsidenten og Olivia:
”Med tolkens hjælp bevæger alting sig i den rigtige retning for os døve her i området. Uden en tolk ved vi ikke, hvad der foregår og kan heller ikke deltage i diskussionerne. Og når vi kommer på hospitalet, har vi svært ved at forklare, hvad der er galt. Det er et stort problem. Derfor arbejder vi på at få en ordning, så tolken får løn af kommunen og kan arbejde mere med os døve,” understreger Olivia.
Olivia inspirerer lokale politikere
En af de politikere i byrådet, som Olivia Baidoo arbejder tæt sammen med for at få forbedret forholdene, ikke kun for døve, men for alle med handicap, er Alfred Adiyiah. Han taler deres sag i byrådet, men er også aktiv i kampagner, som skal ændre holdningen til mennesker med handicap. Det gør han sammen med Olivia og andre aktive til møder ude i landsbyerne, når han prædiker i frikirker, og når han er med til at få budskaberne ud gennem lokale radiostationer. Udover områdets tre lokalradioer findes der flere højtalerbaserede radiostationer i byerne, hvor man for få penge kan købe sig til sendetid:
”Mennesker med handicap har masser af udfordringer her i området. Derfor er Olivia helt fantastisk. Hun har et alvorligt handicap, men hun gav ikke op. Se hvor langt hun er nået. Hun motiverer mig allermest til at kæmpe for mennesker med handicap,” siger Alfred Adiyia.
Knoklede uden at få løn
Tilbage i systuen står Olivia, som i dag er 27 år, bøjet ind over Anastina ved symaskinen. Før Olivia fik hende overtalt til at komme i lære, var hun en meget tynd pige, da hun sjældent fik betaling, selvom hun knoklede på markedet. Den dårlige behandling fra familiens og omverdenens side mærkede hende også psykisk. Efter et halvt år hos Olivia er hun blomstret op, får nok at spise og føler sig tryg og glad.
Olivia selv kender til problemet med ikke at få betaling for sit arbejde. Somme tider presser kunderne hende til at lave tøjet meget hurtigt, og så henter det så slet ikke. Andre gange henter de tøjet, men betaler kun en del og lover at komme tilbage med resten af beløbet dagen efter. Det sker bare langtfra altid.
Lige nu er Olivia derfor hårdt spændt for. Der er ingen penge mellem hænderne på folk, før kakaohøsten sætter ind. Det betyder, at hun har mange penge ude at svømme:
”Fordi jeg er døv, kan jeg ikke skændes med kunderne. Jeg må bare tage det. Så økonomisk har jeg det svært lige nu,” siger hun gennem tolken. Af og til tager han med hende til politiet for at få deres hjælp til at inddrive pengene. ”Det hjælper. Når de hører, at jeg går til politiet, betaler de hurtigt,” tilføjer Olivia.
På positivsiden er der mange, der vælger at støtte Olivia, fordi hun er døv, men også fordi hun er dygtig til sit arbejde. Og for nylig besluttede byrådet, at ordrer på skoleuniformer, som det er et krav at alle ghanesiske elever har på i skole, skal gå til mennesker med handicap. Det har betydet, at Olivia har fået en ordre på 200 uniformer. Og her betaler forældrene forud. Så når Olivia tager mål på børnene, opkræver hun samtidig penge for arbejdet. Først da går hun og lærlingene i gang med at sy.
Startede under et træ
Ikke langt fra Olivias forretning står et stort træ på en sidevej. Ved træets fod har Olivia tidligere haft sin butik under åben himmel. Så blev hun opmærksom på en ny mulighed: Hun kunne søge kommunen om støtte fra en særlig øremærket fond, der skal komme mennesker med handicap til gode. En fond som udgør tre procent af kommunens samlede budget fra staten, en ordning den ghanesiske handicapbevægelse havde held til at få politisk opbakning til.
Hun henvendte sig derfor til kommunens socialkontor og fortalte dem om hendes situation – under træet – som gjorde, at hun ikke kunne arbejde, når det regnede.
Med støtte fra fonden fik Olivia brædder, søm og maling, så hun kunne gå i gang med at opføre sin otte kvadratmeter store butik og systue, som i dag står med gulmalede vægge midt på det travle hovedstrøg. Det er nu et år siden, at forretningen slog dørene op, og Olivia blev mester i sin egen butik: ”Før jeg kom i lære, troede jeg ikke selv, at jeg kunne lære at designe og sy tøj, når jeg var døv og ikke havde gået i skole. Men nu er jeg mester – og kan alt,” smiler Olivia bredt.
Døv efter alvorlig sygdom
En kvinde i sort tøj slår sig ned på en bænk på verandaen udenfor, hvor lærlingene arbejder på deres symaskiner. Det er Olivias mor, Veronica Korkor. Hun blev enke for fem måneder siden, da Olivias far døde. Hun bærer stadig den sorte kjole, som Olivia syede til hende. I dag er Veronica meget stolt af sin datter:
”For Olivia kan sy og har fået sin egen butik, hun har flere lærlinge, ser godt ud, er gift og har et barn. Det havde jeg aldrig drømt om. Fordi hun var døv, troede jeg slet ikke, at nogen mand ville være tiltrukket af hende,” siger Veronica, som husker det chok, det var, da Olivia kun ni år gammel pludselig blev alvorlig syg:
”På kort tid gik hun fra at være en glad skolepige til at være krøbling,” siger hendes mor. Mens Olivia forklarer, hvad der skete:
”Jeg var på vej til byen, da jeg faldt om med voldsomme smerter i lænden og ryggen. Jeg kunne ikke gå, og blev indlagt på hospitalet. Her var jeg længe. Jeg hørte, at lægerne talte om, at jeg måske ville dø. Men Gud reddede mit liv. Jeg mistede dog hørelsen og var svag længe efter,” husker hun.
Opsøgende arbejde fik Olivia på døveskole
Olivias forældre anede ikke, at der fandtes skoler for døve i Ghana. Så de tog hende ud af skolen og anbragte hende hos sin bedstemor, som boede ude på landet langt fra byen Wiawso. Her begyndte hun kun langsomt at gå igen. ”Jeg blev ved og ved med at prøve,” siger hun, og til sidst gik hun. Men hørelsen vendte ikke tilbage. I flere år levede hun derfor isoleret og gemt væk i sin bedstemors hus ude på landet.
”Fordi jeg var døv, fik jeg at vide, at jeg altid skulle være inde. Mine forældre troede, at folk omkring mig ville ødelægge mit liv, udnytte mig seksuelt, gøre mig gravid og svigte mig. Derfor måtte jeg ikke gå ud,” fortæller Olivia.
Stor var overraskelsen derfor, da hun en dag som 13-årig åbnede døren og fik øje på flere fremmede udenfor. De viste sig alle at være døve, som havde hørt, at hun var gemt væk, og de var nu kommet for at få hende i døveskole. Før den dag havde hun aldrig mødt andre døve.
”De kunne tegnsprog, men jeg forstod dem ikke. Jeg så bare på dem og brugte de lokale tegn,” ler Olivia, når hun husker tilbage på en af de største dage i sit liv. Siden kom hun nemlig på døveskole, lærte amerikansk tegnsprog, fik en læreplads hos en syerske og blev aktiv i det ghanesiske døveforbund. I dag har hun startet lokalafdelingen i byen Wiawso, hvor hun er formand. En afdeling med 45 medlemmer; 23 kvinder og 22 mænd.
Ændrer holdning med oplysning
”Mange kunne ikke lide os døve til at begynde med. Men vi har fået ændret holdningen hos en del nu. Blandt andet fordi vi har været i radioen, og har forklaret, at døve ikke er anderledes end andre mennesker, og at vi skal behandles derefter,” siger Olivia.
Det var også gennem døveforbundet, at Olivia mødte sin mand. De var sammen til bryllup hos en fælles ven. Da var Olivia stadig i lære. Så da hendes nuværende mand friede til hende, sagde hun, at hun ikke var klar. Hvis han havde travlt, måtte han finde sig en anden. Siden opsøgte han hendes forældre, og i dag er de gift og har en søn på tre år.
”Min mand er også døv, og vi er lykkelige sammen. Når en døv gifter sig med en hørende, opstår der meget forvirring,” mener Olivia, ”Men vi har ingen problemer, og glæder os til at få endnu en baby.”
I ti år har Danske Døves Landsforbund støttet Ghanas døveforbund, GNAD (Ghana National Association of the Deaf), gennem et fælles projekt som støtter opbygningen af en stærk handicapbevægelse i landet. Det har betydet, at Ghanas døveforbund nu har oprettet lokalafdelinger i 80 af Ghanas 200 distrikter. Det er en af de afdelinger, som Olivia er formand for.
Fra dansk side deltager Danske Døves Landsforbund, DDL, Dansk Blindesamfund, Landsforeningen LEV og Dansk Handicap Forbund i projektet, som har modtaget 20 millioner kroner fra Danida, Udenrigsministeriets afdeling for udviklingsbistand, til projektets sidste fase, som varer 3,5 år og slutter i 2019.
Udover de mange lokalafdelinger, har døve fået væsentlig bedre adgang til offentlig og gratis sygeforsikring, adgang til økonomisk støtte fra de kommunale budgetter, som har øremærket tre procent til en særlig pulje eller fond for mennesker med handicap.
I projektets sidste fase fokuserer GNAD og DDL på etablering af en tolkeuddannelse i Ghana, som netop i år har set dagens lys.