Portræt af Mandaline, Abigails søster.
Jeg er så stolt af min søster
Siden Abigail mistede synet, har hendes ældre søster Mandaline været som en mor for hende.
Af Hanne Selnæs
Da vi finder frem til Mandaline, kan vi se, at hun ligner sin søster Abigail meget. Et stykke ind i samtalen går det op for os, at det ikke kun er på udseendet og den varme udstråling, men at Mandaline også deler synshandicap med sin søster. Styrken i hendes briller, som hun ikke altid bærer, er i dag på minus 18, og går den forkerte vej.
”Jeg er meget bange for at miste synet helt. For jeg vil gerne være der for min søster, og vil ikke have, at vi skal være afhængige af andres hjælp,” siger hun.
Over telefonen har Mandaline forsøgt at dirigere os til søstrenes hus, som ligger lidt væk fra vejen, og til sidst lykkes det at finde frem mellem huse, køkkenhaver, træer og vasketøj. Nu sidder vi på de obligatoriske plastikhavestole, som gæster altid får tilbudt i Ghana, foran et lille hus. Her har Mandaline lejet et par værelser til hende og Abigail. Det er her, at Abigail har grædt masser af tårer på sit lille værelse, som nu står og venter på hende.
For det er også her, Mandaline har indrettet sit liv, så Abigail altid kan komme hjem og bo sammen med hende og Mandalines kommende mand, hendes forlovede gennem fire år, som er skibsmekaniker og arbejder i hovedstaden en dagsrejse herfra.
”Når jeg er sammen med min søster, så har hun det godt.” siger Mandaline, mens hun viser os rundt i det lille hus: Abigails værelse, den fine stue med køleskab, fjernsyn, sofaer og teddybjørne. Og vejen til toilettet, som de deler med husets ejer. ”Jeg lærer Abigail at komme omkring, så hun kan føle sig fri herhjemme,” forklarer Mandaline.
Det er en stolt storesøster, vi møder her i udkanten af byen Dormaa i et kakaoområde tæt på grænsen til Elfenbenskysten, mens Abigail selv er på computerkursus i hovedstaden Accra:
”Jeg beundrer Abigail meget. Hun er viljestærk og målrettet og en meget dygtig elev,” siger Mandaline. ”Det betød alt for hende at komme på blindeskole. Efter hun begyndte der, er hun blevet aktiv igen. Nu er hun nærmest ligeglad med, at hun er blind,” smiler Mandaline.
Da den ghanesiske blindeorganisation fandt Abigail, og fik hende ud af sin isolation derhjemme, tog de hende med til møder, hvor hun mødte andre blinde. Det var en stor opmuntring. Hun lærte at bruge den hvide stok, lærte at lave mad og vaske tøj:
”Da naboerne så hende hænge tøjet så pænt op på tørresnoren og hakke grøntsager med en skarp kniv, så begyndte de nærmest at tro, at jeg havde løjet, og at Abigail slet ikke var blind,” ler Mandaline. ”Og selvom Abigail er blind, kan hun sy. Hun kan træde en nål og reparere tøj. Mens jeg ikke engang kan sy en knap i. Jeg troede ikke, at det var muligt,” siger søsteren.
Mandaline har været med Abigail til møder i den lokale afdeling af blindeorganisationen og opdagede her, at selvom man er blind, så kan man gøre mange ting: ”Nogle af dem er meget hurtigere end os andre,” fortæller hun, som siden også har deltaget i opsøgende arbejde i landsbyerne:
”Vi leder efter de blinde, som stadig lever isoleret og inden døre. Når vi finder børn, er det allervigtigste for os, at vi får forældrene til at tage sig godt af deres blinde børn. De skal fokusere på alt det, børnene kan, fremfor at sige at nu er alt forbi. Her i området er der for eksempel en bonde, som er blind, og en blind kvinde, som lever af at sælge varm mad til andre. Dem fortæller vi om. De historier er med til at opmuntre og motivere andre blinde,” siger hun, som dog også har oplevet, at folk i landsbyerne ikke tør deltage i møderne, fordi de er bange for at være tæt på en blind på grund af myter og overtro:
”Nogle tror, at blindhed er en meget skidt ting og at det måske smitter. De vil måske heller ikke tale med blinde, og siger at blinde ikke kan lide andre mennesker. Men blinde er som os andre, de er glade for andre mennesker og vil meget gerne snakke. Det opdager man bare ikke, hvis man aldrig henvender sig til dem,” tilføjer hun.
Selv har Mandaline været nødt til at opgive sit arbejde som sundhedsassistent på en lokal klinik på grund af sit eget synshandicap. Nu lever hun af penge fra sin forlovede, og hvad hendes mor af og til formår at sende hjem til døtrene. ”Måske kan jeg få en lille butik foran huset. Det skal bare ikke være hårdt arbejde, så jeg overanstrenger mit syn,” slutter Mandaline.