Blev uddannet på trods af sin far

Af Hanne Selnæs

Johnnie Gyamfi Yeboah klatrer op på den høje kontorstol foran computeren på sit kontor i skoleforvaltningen, hvor han holder styr på statistik og registrering af kommunens lærere. Et kontorjob milevidt fra den karriere, hans far insisterede på passede til Johnnies handicap.

”Jeg skulle bare lære at reparere sko, mente min far, som tog mig ud af skolen efter kun 6 år,” fortæller Johnnie, som i dag er 59 år. Johnnie Gyamfi Yeboah havde imidlertid et godt hoved og højere ambitioner. Han ville videre med sin uddannelse, selvom det var op ad bakke – og hans far gjorde alt for at tage modet fra ham.

”Så jeg måtte selv tage kampen op,” fortæller han. Da det endelig lykkedes Johnnie Gyamfi Yeboah at få et legat fra regeringen, så han kunne fortsætte sin skolegang, var der gået så mange år, at mange af hans klassekammerater allerede gik på universitetet. Selvom det nu er årtier siden, er det stadig med skuffelse og sårethed i stemmen, når Johnnie fortæller, hvordan hans far modarbejdede ham og forskelsbehandlede Johnnie og hans søskende:

”Jeg fik absolut ingen støtte af ham. Min far købte ikke engang en lille bitte boks til mig, da jeg skulle starte på skolen, til de få ting jeg havde.

Jeg fik så lov til at lægge mit tøj – dvs. de tre trøjer, jeg ejede, i en af mine venners stålkufferter. Han skulle på samme kostskole som jeg og lod mig få plads i hans kuffert. Der lå hans tøj i den ene side, og mit, som fyldte meget lidt, i den anden side.

Selvom jeg havde fået et legat af regeringen, var der stadig nogle småudgifter, som jeg havde brug for penge til. Selv de små ting, ville min far ikke betale. Han havde ikke råd, sagde han. Og min mor tjente ingen penge. Så jeg var tvunget til at tage af sted uden nogen form for støtte fra mine forældre.”

Det blev Johnnies yngre søstre, som hjalp ham igennem økonomisk. De solgte grøntsager fra deres køkkenhave og fik på den måde skrabet lidt penge sammen, som Johnnie fik til at købe helt nødvendige småting som kladdehæfter, blyanter og sæbe.  

Børn med handicap bliver stadig overset af familien

I dag er Johnnie en af de stærkeste lokale forkæmpere for mennesker med handicap – og ikke mindst deres ret til uddannelse. Lige nu som aktiv i handicapbevægelsens initiativ for at få alle børn i skole. 

” Selv i dag, hvis en familie har to børn – et med handicap og et uden, så ignorerer de helt barnet med handicap og fokuserer al deres opmærksomhed på barnet uden,” siger Johnnie, som derfor går i radioen, holder møder i landsbyer og lokalsamfund for at ændre holdningen til børn med handicap:

”Vi fortæller dem, at de skal sende alle deres børn i skole. Alle børn er lige, og de skal ikke gøre forskel på dem, uanset om de har et handicap eller ej,” siger Johnnie, som bor i den frodige Dormaa kommune, som er rig på kakao, tømmer og guld, en dagsrejse fra hovedstaden Accra tæt på grænsen til Elfenbenskysten.

Ved siden af sit fuldtidsjob, er Johnnie lokalformand for både DHFs søsterorganisation i Ghana, GSPD, og for handicapbevægelsens paraplyorganisation, GFD. Den første blev dannet i 1984, mens paraplyen blev oprettet i 2009 med stor støtte fra Danida og den danske handicapbevægelse i et projekt, som DHF er aktiv deltager i.

”Det gik jo op for os, at vores bekymringer ikke blev delt af andre. Vores sag var udelukkende vores sag. I hele Ghana var der ikke andre, der bekymrede sig om os. De inkluderede os ikke, når de lavede planer. De besluttede hen over hovedet på os. Der manglede ramper ved offentlige bygninger, der blev set ned på os. Vi blev opfattet som andenrangsborgere,” fortæller Johnnie.

Mange af de problemer eksisterer fortsat. Men på ét punkt er der sket en mærkbar ændring i opfattelsen i de kommuner, hvor bevægelsen med dansk støtte har arbejdet allermest på at skabe en holdningsændring. Nemlig når det gælder overtro.

”Da vi startede, var overtro meget udbredt. Folk troede, at hvis du blev født med et handicap, så skyldtes det en forbandelse, der var kastet på familien,” forklarer Johnnie.

Så vi overvejede alle disse ting, som er fælles for os med handicap, og besluttede, at vi havde brug for at gå sammen i en stærk organisation, som kan kæmpe for vores rettigheder. Derfor skabte vi GFD, som er paraplyorganisationen her i Ghana,” siger Johnnie.

Kvinder med handicap er de fattigste

Hvis man både er kvinde og har et handicap, er udfordringerne for alvor til at tage at føle på. I Ghana er hele 95 procent af kvinder med handicap ifølge Johnnie analfabeter, fordi deres forældre ikke sørger for, at de kommer i skole.

”Traditionelt har der ikke været så stort fokus på piger og uddannelse i Ghana. Den generelle opfattelse i mange familier var, at piger, de skal bare giftes, og så tager manden sig af hende. Derfor var der ingen grund til, at familien skulle bruge penge på en kvindes uddannelse,” siger Johnnie.

”Men her er der sket noget, så i dag ved vi godt, at det også er vigtigt at piger får en uddannelse. Men når det handler om kvinder med handicap, så er der ikke den forståelse. Derfor er deres uddannelsesniveau meget lavt, og det er meget vanskeligt for dem at få et job, så de kan klare sig selv,” tilføjer Johnnie Gyamfi Yeboah.

Samtidig er det svært for kvinder med handicap at finde en mand. Mændene kommer gerne i smug i ly af natten og lover dem giftermål og kærlighed, men om dagen ignorerer de dem og skammer sig, fortæller Johnnie, som selv har tre børn og tidligere var gift i mange år.

”Når først kvinden er blevet gravid og har født, mister manden som regel interessen, og kvinden står alene med børnene. Det har jeg oplevet flere gange. Det er et problem over hele landet. Kvinder med handicap er ofte enlige og meget, meget fattige, når de står uden job, uden ægtemand –  eller andre der kan hjælpe dem økonomisk,” slutter Johnnie Gyamfi Yeboah

Handicapbevægelsen i Ghana har derfor også fokus på at uddanne kvinderne, så de kan klare sig selv og deres børn, og kæmper politisk både lokalt og nationalt for, at kvinder med handicap får støtte til at uddanne sig eller få en forretning op at stå.