Søg
Resultatberetning 2020

Udviklingssamarbejdet gør en forskel for mennesker med handicap i Syd

Blinde og svagsynede trænes i at bruge den hvide blindestok til at krydse en vej i Rwanda

I denne artikel kan du læse nogle af de mange gode resultater fra handicapbevægelsens udviklingssamarbejde i 2020. Danske Handicaporganisationer samler hvert år alle de resultater, som handicaporganisationerne i Danmark har været med til at skabe i det Globale Syd det forgangne år. Resultaterne samles i en beretning, som netop er indleveret til Udenrigsministeriet.

Det tydeligt, at de danske handicaporganisationers internationale arbejde er med til at forbedre levevilkårene for nogle af de mennesker med handicap, der er allermest udsatte på verdensplan.

Når mennesker opbygger selvværd, og erhverver sig de færdigheder, der er nødvendige for, at man kan sørge for sig selv og have en så selvstændig hverdag som muligt, taler man om, at man er blevet ”empowered”. Der findes ikke rigtig et godt ord på dansk, der svarer til det engelske ”empowerment”. Om ikke andet er netop empowerment en vigtig del af handicapbevægelsens engagement i det Globale Syd.

I 2020 gjorde de danske handicaporganisationer tilsammen en forskel for 26.000 mennesker med handicap og mere end 4.600 familier rundt om i verden.

Træning for blinde og svagsynede skaber forandringer for livet

Et eksempel findes i mange af Dansk Blindesamfunds projekter, hvor blinde og svagsynede trænes i orientering og mobilitet, og lærer at bruge den hvide blindestok. Træningen suppleres med undervisning i basale færdigheder, der lærer deltagerne at lave mad og gøre rent i hjemmet. I 2020 fik 1.019 blinde og svagsynede glæde af træningen.

Erfaringen fra Dansk Blindesamfunds partnere i Asien og Afrika viser, at træningen har en enorm betydning for deltagerne. Deltagerne selv beskriver den som livsændrende, fordi de efterfølgende opnår mere uafhængighed, respekt og inklusion i både familie og lokalsamfund.

Susanne Kjær, der er teamleder for International Udvikling i Dansk Blindesamfund, fortæller:

"Mobilitetstræning og træning i synskompenserende basale teknikker og metoder er nogle af de aktiviteter, som er allermest værdsatte hos medlemmerne i vores partnerorganisationer. Træningen åbner i konkret forstand mulighed for aktivt at deltage i familiens dagligdag og det nære fællesskab, fremfor at sidde alene og isoleret i hjemmet. Det giver øget livskvalitet og selvværd for den enkelte, og er også til glæde og lettelse for hele familien."

Mennesker med handicap er kommet i arbejde

Ligesom i Danmark, ønsker mennesker med handicap i det Globale Syd også at leve et liv som alle andre. De ønsker at arbejde, så de kan forsørge sig selv og deres familie, og bidrage til samfundet. Men ligesom herhjemme, kan det være rigtig svært for mennesker med handicap i udviklingslande at komme i arbejde.

I 2020 blev Danske Handicaporganisationers beskæftigelsesprogram med Ghana Federation of Disability Organisations, den ghanesiske paraplyorganisation, afsluttet. Programmet har kørt i fire år, og har netop arbejdet for at fremme beskæftigelse af mennesker med handicap.

Udover de 116 mennesker med handicap, der har fået job, har programmet også opnået andre succeser. Mere end 400 mennesker med handicap har deltaget i CV- og jobsøgningskurser, mentorordninger og praktikforløb. Praktikken viste sig at være en stor succes, hvor praktikanterne selv blev bevidste om deres eget værd, mens arbejdsgiverne fik mulighed for at blive fortrolige med deres medarbejdere og deres handicap. Eksemplerne blev brugt som rollemodeller til at bane vejen for andre og åbne nye døre.

Læs mere

Du kan finde flere gode eksempler på de forskelle, som handicaporganisationers udviklingssamarbejde er med til at skabe for mennesker med handicap i Afrika, Asien og Latinamerika, i resultatberetningen for 2020:

 

En mand i gang med at tegnsprogstolke et dias i baggrunden med teksten "7 steps to prevent the spread of the virus"
Unge med handicap i Uganda udfører et dramastykke
Resultatberetning 2020