Søg
Nyhed

Nye tal: Store kommunale forskelle på fleksjobområdet

Ny DH-analyse af fleksjobområdet viser, at der er stor forskel på kommunernes evne til at få mennesker med handicap i et fleksjob.

Grafikken viser, at arbejdsløse fleksjobbere svinger fra 8 til hele 24 procent i kommunerne.

Tallene på arbejdsløse fleksjobbere svinger fra hele 24 procent i Kalundborg til 8 procent i Mariagerfjord Kommune.

Flere og flere kommer i fleksjob, men arbejdsløsheden er stadig tårnhøj i mange kommuner, så der er brug for en ekstra indsats. Den nationale arbejdsløshed blandt fleksjobbere er på 17 procent – langt højere end den ordinære ledighed på lige under 4 procent.

Tallene svinger fra kommune til kommune: lavest i Mariager (8 pct.) og højest i Kalundborg (24 pct.).

Tallene vidner om, at ikke alle kommuner prioriterer indsatsen overfor arbejdsløse fleksjobbere lige højt. Der er grund til, at nogle kommuner lærer af de bedste og prioriterer at få fleksjobberne med på arbejdsmarkedet. Der er højkonjunktur og høj beskæftigelse, så det er oplagt at få alle med.

Fleksjob er en god vej til arbejdsmarkedet, når man har nedsat arbejdsevne og handicap mener Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH):

"Mange mennesker med handicap kan og vil bidrage på arbejdsmarkedet. Tallene er udtryk for store kommunale forskelle på fleksjobområdet. Nogle jobcentre må prioritere fleksjobindsatsen højere. Vi anbefaler, at ledige fleksjobbere får mere målrettet hjælp til at finde et job af en personlig jobformidler."

Du kan finde tallene for din kommune her:


DR.dk artikel:

Læs historien "Stor forskel på kommuners evne til at få fleksjobbere i arbejde" (8. august, 2019) på dr.dk her