Det snævre ideal om 37 timer udelukker tusindvis af mennesker med handicap fra at arbejde

Debatindlægget er bragt hos Dagbladet Information den 16. maj 2024.

Som mange andre undrede vi os i Danske Handicaporganisationer (DH), da statsminister Mette Frederiksen og hendes ministerkollega Kaare Dybvad Bek opfordrede danskerne til at arbejde mere. 

Der mangler hænder på danske arbejdspladser. Det koster milliarder, forstår man. Vi risikerer at få svært ved at overholde samfundskontrakten, som siger, at hvis vi arbejder hårdt og længe nok, får staten råd til at give os den velfærd i fremtiden, vi forventer.

I DH undrer vi os over, at løsningen på problemet skulle være, at vi alle sammen skal arbejde mere, når en del af løsningen blot kræver, at politikere og arbejdsgivere tænker lidt ud af boksen.

Roden til politikernes mangel på idéer er, at de og arbejdsgiverne ikke kan eller vil se de tusindvis af ledige hænder, der står og vinker til dem. Hænderne tilhører de 43.000 mennesker med handicap, der ifølge tal fra DH og VIVE, står klar til at tage et job inden for 14 dage. Mange af dem kan ikke arbejde 37 timer om ugen, det man kalder 'fuld tid'. De er topmotiverede og vil hellere end gerne bidrage, men det skal være i stillinger på færre timer om ugen end den traditionelle fuldtid.

Forældede opfattelser

Samfundet vil have overraskende let adgang til disse tusindvis af motiverede menneskers arbejdskraft, hvis altså fuld tid ikke blev opfattet så snævert og gammeldags.

At give de jobparate 43.000 mennesker et arbejde på lidt andre vilkår end andre vil ikke kun gavne økonomien og være en investering i fremtiden. Det vil også give os et mere rummeligt arbejdsmarked. Men det er som om, vanetænkningen slører arbejdsgivernes syn. Man hører dem i kulissen: 'Vi har ikke job hos os, der passer til personer med handicap og nedsat arbejdsevne'.

Tillad mig at gøre opmærksom på, at danskerne har gjort op med mange dogmer og fastlåste forestillinger gennem tiden på linje med den, at et 'rigtigt' job er på 'fuld tid'. Til nød 30 timer, men der holder arbejdsmarkedets kreativitet også op.

Vi har forkastet utallige traditioner, idealer og vaner, som vi engang opfattede som urokkelige og nærmest en del af vores nationalkarakter eller sågar en del af den menneskelige DNA: At kvinder skal gå hjemme, og manden være forsørger. At en arbejdsdag er på 12 timer og en arbejdsuge seks dage. At det er en menneskeret at drikke alkohol på arbejdspladsen. At børn skal gå i skole om lørdagen. Listen er lang på forhold og fænomener, vi som samfund har begravet og i dag ikke ønsker genindført, fordi de nye tider og idéer er mere humane, sundere, mere effektive.

Gentænk fuldtid

På samme måde er det på tide, at vi gør op med den traditionelle opfattelse af hvad det vil sige at arbejde fuld tid. Den rigide idé om, at fuld tid skulle være synonymt med 37 timer om ugen, er en stopklods for at få flere i arbejde og en hindring for diversitet på arbejdsmarkedet, som vi bør begrave ved siden af revselsesretten og rygerkulturen. 

Fuld tid behøver ikke betyde, at flere skal knokle mere. Fuld tid er den tid, man kan arbejde fuldt ud. Vi skal tilpasse jobbene og arbejdstiden til dem, der udfører arbejdet. Størrelse 37 passer ikke til alle. Det kan de 43.000 mennesker med handicap skrive under på, mens de venter på at få lov til at overholde deres del af samfundskontrakten.

Hvis epileptikeren Morten kun kan arbejde 14 timer om ugen, fordi hans koncentrationsevne falder, så er det fuld tid for ham. Hvis tjeneren Henriette kun kan arbejde 12 timer om ugen som aktivitetsmedarbejder på et plejehjem, fordi en tumor har berøvet hende balanceevnen, er det fuld tid for hende. Hvis den kontoruddannede Glennie, trods en kronisk tarmsygdom, for længst har bevist, at hun er god til administration og til mennesker, men kun kan brilliere 23 timer per uge, er det fuld tid for hende. Fælles for Morten, Henriette og Glennie er, at de hellere end gerne vil have et job. De vil gå længere end de fleste for at få lov til at bruge deres faglighed.

Vi kommer nu med et nyt udspil til at få flere mennesker med handicap i job. 

Udspillet er en velment servicehund til arbejdsmarkedets parter og politikere, der stadig tror, det er besværligt at ansætte mennesker med handicap på lidt andre vilkår end idealet 'fuld tid'.

Man skal begynde at tænke i jobfunktioner og ikke timetal. I lidt hjemmearbejde. I at tilpasse jobfunktion og arbejdsprocesser til den, der udfører arbejdet og ikke omvendt. Og måske kan to på nedsat tid udfylde en stilling i stedet for én medarbejder på fuld tid?

Det er faktisk lige til at gå til.