Søg
Nyhed

Skuffende ambitioner i nyt handicapudspil fra regeringen

På baggrund af en to-årig evaluering af handicapområdet har regeringen præsenteret en nyt udspil til forbedringer på handicapområdet. En ny specialeplan er positivt, men den vil få meget lille effekt for borgerne, lyder det fra DH.

grafik med DH logo og med følgende tekst: Skuffende ambitioner i nyt udspil fra regeringen

For snart to år siden satte regeringen med socialminister Astrid Krag i spidsen en storstilet evaluering af handicapområdet i gang, fordi regeringen ville store problemer på området til livs.

I dag har regeringen offentliggjort et udspil til forbedring af handicapområdetDH har længe rejst over for politikerne, at der er store problemer på området. Hvilket ministeren og adskillige politikere også anerkender og siger, at der skal gøres noget ved. 

Eksempelvis kom Rigsrevisionen med kritik af forvaltningen af handicapområdet samt ministeriets tilsyn med området. Adskillige andre undersøgelser peger også på problemer på handicapområdet, fordi økonomi ofte vægter tungere end at give den rigtige hjælp til mennesker med handicap. 

Et af tiltagne i udspillet er, at der skal indføres en specialeplan, hvor de mest specialiserede indsatser skal samles i vidensmiljøer. Planen er, at specialeplanen skal udrulles gradvist til at omfatte alle målgrupper i 2030.

Regeringens ambitioner er skuffende små. Siden evalueringen af handicapområdet blev skudt i gang, har regeringen og politikerne bygget forventningerne op og sendt signaler om mærkbare forandringer. Men nu kan vi konstatere, at ambitionerne er blevet markant mindre.
Thorkild Olesen. Formand for Danske Handicaporganisationer

DH har længe efterspurgt en specialeplan på socialområdet, der skal styrke kvalitet og faglighed i visitation og indsats. Det er positivt, at regeringen nu vil tage første skridt i forhold til en specialeplan. Men hvis borgerne skal mærke markante forbedringer, er der brug for en reform af visitation og økonomi, der understøtter specialeplanen. 

Specialeplanen er et løft af viden på området, men udspillet vil få en meget lille effekt, hvis der ikke bliver set på visitation og økonomi. Hvis kommunerne ikke er forpligtede til at følge eksperternes anbefalinger, kan de bare lade være, ganske som de ofte gør i dag.
Thorkild Olesen. Formand for Danske Handicaporganisationer

Udspillet er et oplæg til de kommende forhandlinger om det specialiserede socialområde. 

Læs den store evaluering her
Læs udspillet her