Debatindlæg

Sats på rette hjælp fra begyndelsen

Thorkild Olesen og Orla Hav, Socialdemokratiets handicapordfører, skriver, at borgere med handicap har brug for bedre specialisering.

Bragt i Nordjyske 11. maj.

Af: Orla Hav, folketingsmedlem for Socialdemokratiet, og Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH).

Det er afgørende, at mennesker med handicap får den rette faglige støtte fra start. Behandling, genoptræning og udvikling er afgørende for, at borgerne får det bedst mulige liv, og at de bevarer deres kontakt til undervisning, uddannelse og beskæftigelse. For at de kan få den rette hjælp, er det nødvendigt, at det er personer med høj faglighed og specialiseret viden, der visiterer dem til tilbud, der er målrettet netop deres behov.

Og det er her, skoen trykker.

Med kommunalreformen ændrede man på opgavefordelingen på det specialiserede sociale område. Kommunerne overtog opgaven fra de tidligere amter. Ændringerne har haft nogle uheldige konsekvenser. Det har medført lukning af specialrådgivninger og af faglige vidensmiljøer. Den specialiserede viden er på en række områder blevet spredt som vinden og er i fare for at forsvinde.

Tilbage står vi med flere års udvanding, eller mere populært sagt " afspecialisering", af støtten til borgere med handicap.

Afspecialiseringen betyder helt konkret, at personer med autisme kommer i et uegnet botilbud, der i stedet for at hjælp dem, gør dem mere aggressive. Blinde og svagtseende kan ikke deltage i uddannelse, fordi de mangler rådgivning. Mennesker med sindslidelser bliver fastholdt i sygdomsforløb frem for at få hjælp til at komme på arbejdsmarkedet.

For nylig udgav Socialstyrelsen to rapporter om specialiserede tilbud til voksne med hjerneskade og til børn og unge med alvorlig synsnedsættelse. Desværre havde Socialstyrelsen ikke fået til opgave at inddrage borgerne. De har spurgt kommunerne, om tilbuddene findes - og det konkluderer de, at den gør. Hvad, rapporterne mangler, er viden om tilbuddene også bliver brugt også på tværs af de enkelte kommuner. Vi møder mange af de berørte borgere, og her er fortællingen klar: Det afhænger i alt for høj grad af den enkelte kommunes tilbud og faglige kompetencer, om borgerne henvises til de tilbud, de har behov for. Med de nuværende ordninger får for mange ikke den rette hjælp. Det er ikke blot for dårligt, det er også dyrt. Dyrt, fordi personer med handicap unødvendigt ender på overførselsindkomst.

I Danmark er der omkring 600.000 i den erhvervsaktive alder, der har et handicap eller et længerevarende helbredsproblem, heraf omkring 350.000 udenfor arbejdsmarkedet.

Vi har brug for en mere sammenhængende og systematisk brug af den specialiserede viden. Kommunegrænser må ikke stå i vejen for at give personer med handicap den rette indsats. Det er ikke kun vores pligt. Det er også det eneste, der giver mening.

Borgerne må tilbage i centrum.

Danmark har været foregangsland på handicapområdet med stærke faglige og specialiserede miljøer. Vi gik forrest med udviklingen af punktskrift, høreapparater, behandlingen af døvblinde og meget mere. Lad os igen komme i front ved at sikre det tværkommunale samarbejde, stoppe afspecialisering og giver borgerne den rette, specialiserede hjælp fra start.

Emne