Søg
Nyhed

Nyt fra DH om coronavirus

DH arbejder tæt sammen med myndigheder, regeringen og organisationer for at få afklaring på spørgsmål og nye tiltag. Her få du denne uges nyhedsbrev, hvor vi har samlet den viden, vi har.

DH logo

Vi står i en ekstraordinær situation med udbruddet af coronavirus. Derfor bringer vi her denne uges nyhedsbrev fra DH, hvor vi deler seneste nyt om handicapområdet i lyset af situationen med coronavirus.

Hvis du fremover ønsker at modtage DH's nyhedsbrev - Nyt fra DH - kan du tilmelde dig her.

Gå i tæt dialog om coronavirus

Det er helt afgørende, at kommuner, organisationer, sociale tilbud og borgere er i tæt dialog. Der er brug for, at kommuner og borgere i fællesskab finder gode, alternative løsninger på nogle områder. Vi skal alle være med til at bryde smittekæden, men samtidig skal vi undgå, at mennesker kommer i klemme på grund af de nye tiltag. Samtidig bør kommuner, organisationer og sociale tilbud benytte sig af den nye rådgivningshotline for socialområdet (tlf. 72 42 40 00).

I DH er vi fortsat i tæt dialog med Sundhedsstyrelsen, Socialministeriet, KL og andre myndigheder om relevante spørgsmål. Hvis du har spørgsmål eller oplever problemer, skal du kontakte din kommune eller anden relevant myndighed. Har du brug for rådgivning fra anden side, kan du kontakte din medlemsorganisation.

Læs Q&A med anbefalinger og svar på centrale spørgsmål her.

Kommunikation fra myndighederne

Myndighederne tilpasser løbende vejledninger og kommer med nye udmeldinger. Hvis du oplever problemer, ikke får den nødvendige hjælp eller er bekymret for, om der er det nødvendige beredskab, så tag kontakt til din kommune.

Regeringen har oprettet hjemmesiden www.coronasmitte.dk. Her samles spørgsmål og svar til konkrete målgrupper. Der er oprettet en særlig underside med titlen "Hvis du har et handicap eller er socialt udsat", hvor der løbende svares på spørgsmål relateret til handicapområdet. Kommunikationen udvides løbende, og det er vigtigt at følge disse anbefalinger.

Læs mere på www.coronasmitte.dk 

Svar på BPA-ordning

Tirsdag kom der en vejledning om BPA-ordningen på www.coronasmitte.dk. Den fastslår, at kommunen har en forsyningsforpligtelse, hvis dine BPA-hjælpere bliver syge, og du ikke har mulighed for at dække dig ind ved hjælp af vikarer. Og hvis du har en respiratorordning og selv bliver syg, skal du lade dig indlægge eller kontakte det respirationscenter i regionen, du er tilknyttet.

Læs mere om BPA-ordningen her.

Ny bekendtgørelse på socialområdet

Social- og indenrigsminister Astrid Krag har offentliggjort en ny bekendtgørelse, så myndighederne kan foretage nødvendige prioriteringer. Det betyder blandt andet, at de mest kritiske funktioner kan opretholdes for mennesker med handicap. Myndighederne skal konkret vurdere, hvilke tiltag, der er kritisk nødvendige for den enkelte borger. På baggrund af en konkret og individuel vurdering kan myndighederne fravige krav i sagsbehandlingen og midlertidigt indstille aktiviteter, som ikke vurderes at være kritisk nødvendige. Visse bestemmelser i Serviceloven kan ikke fraviges, og kommunerne skal fx opretholde botilbud og sikre kritisk hjælp til respirationsbrugere.

Læs mere på ministeriets hjemmeside her.

Adgang til medicin i håndkøb og på recept

Mange mennesker med handicap har de seneste dage været bekymret for hamstring af lægemidler. Sundhedsministeren har aktiveret dele af lægemiddelberedskabet. Det betyder, at du ikke kan købe mere receptmedicin end det, der svarer til dit normale forbrug. Samtidig må apoteker og supermarkeder kun sælge én pakke af hver type medicin per kunde i håndkøb. Tiltagene er taget for at modvirke hamstring af lægemidler.

Læs mere på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside her.

Lægemiddelstyrelsen sikrer fordeling af værnemidler

Lægemiddelstyrelsen har fået en koordinerende rolle i forhold til fordelingen af værnemidler og kritisk medicinsk udstyr. Ifølge styrelsen er der ikke mangel på medicin eller værnemidler i Danmark. Tiltagene tages for at sikre, at de nødvendige værnemidler kan distribueres på tværs af landet i tilfælde af smitte. Det betyder, at regionerne indkøber værnemidler og kritisk medicinsk udstyr. Og Lægemiddelstyrelsen koordinerer fordelingen mellem regioner og kommuner i tilfælde af, at eksempelvis en kommune løber tør. Dette tiltag skal sikre, at der ikke opbygges nødlagre alt for mange steder. Der er pt. ikke grund til at være bekymret for, om kommunen kan få medicinsk udstyr eller værnemidler.

Aflastningspladser omfattet af beredskabet

DH har været i kontakt med Socialstyrelsen vedrørende, at flere kommuner har aflyst aflastningstilbud de næste par uger på både børne- og voksenhandicapområdet. Det er sket på trods af, at aflastningstilbud ifølge KL's beredskab er en af de vitale opgaver, der bør opretholdes. Der skal i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering til, om hvorvidt de pårørende og personen med handicap kan klare sig igennem 14 dage uden aflastning. Hvis du kommer i klemme, skal du henvende dig til din kommune.

Pårørendes besøg på bosteder mv.

Myndighederne har indført nye besøgsrestriktioner på sygehuse, plejehjem, bosteder mv. Pårørende har derfor ikke længere adgang til hverken fællesarealer eller beboerens egen bolig. Tiltaget sker for at mindske smittespredning og for at beskytte udsatte borgere mod coronavirus. Forbuddet omfatter ikke forældres besøg hos et mindreårigt barn, og pårørende kan fortsat besøge døende plejehjemsbeboere eller kritisk syge patienter på sygehuset, hvis dette kan ske på en forsvarlig måde, så smittespredning undgås. 

Læs mere på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside her.

Specialskoler kan holde åbent

Skoler, dagtilbud og uddannelsesinstitutioner holder lukket som følge af coronavirus. Børn og unge, der har helt særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder børn med handicap, kan dog blive i deres tilbud, hvis de har brug for det. Eksempelvis er nogle specialskoler fortsat åbne. Det er lederen på den enkelte institution, der beslutter, hvorvidt institutionen holder åbent. Derudover skal kommunerne tilbyde nødpasning til børn og unge, der har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov.

Læs mere på Undervisningsministeriets hjemmeside her.

Hvilken hotline skal du ringe til?

Der er fra myndighedernes side oprettet en række forskellige hotlines som indgang til de offentlige myndigheder under coronakrisen.

Den myndighedsfælles hotline yder generel information til borgere om anbefalinger og retningslinjer vedrørende coronavirus. Telefonnummer: 70 20 02 33.

Du kan finde en oversigt over alle andre hotlines på www.coronasmitte.dk

Derudover har Røde Kors oprettet et hjælpenetværk, der besvarer spørgsmål og faciliterer kontakt til frivillige hjælpere, hvis du fx har brug for hjælp til at handle ind. Telefonnummer: 35 29 96 60.

Emne