Søg
Nyhed

Ny undersøgelse: Børn med handicap mangler sociale fællesskaber

Mange børn med handicap oplever, at de ikke er en del af de sociale fællesskaber, viser ny DH-undersøgelse.

Alle skal med i fællesskabet, ikke mindst børnene

 Mange forældre siger, at deres barn med handicap ikke er en del af sociale fællesskab i skolen og i fritiden.

Det viser delresultater fra en ny undersøgelse foretaget af Danske Handicaporganisationer (DH) blandt forældre til børn med handicap i grundskolen.

Undersøgelsen er en del af DH's inklusionsundersøgelse, hvor vi har spurgt forældre til børn med handicap, hvordan de oplever inklusionen af deres barn i skolen. Hele undersøgelsen vil blive offentliggjort senere på året. 

I anledning af FN's internationale handicapdag 3. december offentliggør vi resultaterne omkring sociale fællesskaber.

Forældre oplever, at deres børn mangler fællesskaber

Kun fire ud af ti forældre (42 pct.) oplever, at deres barn er en del af det sociale fællesskab i skolen, fx deltager i lejrskole, udflugter eller socialt samvær i frikvartererne.

Kun fire ud af ti forældre til et barn med handicap oplever, at deres barn er med i sociale fællesskaber i skolen

 

Det er ikke kun i skoletiden, at mange børn med handicap oplever at mangle et fællesskab. Hele 46 procent af forældrene svarer, at deres barn i lav grad eller slet ikke deltager i sociale aktiviteter i fritiden, fx deltager i fødselsdage, fester eller er sammen med venner efter skoletid.

Og hver tredje forældre oplever, at deres barn ofte eller meget ofte er alene, selvom det hellere ville være sammen med andre.

Hele 46 procent af forældre oplever, at deres barn med handicap sjældent er med i sociale fællesskaber i fritiden - fx fødselsdage.

 

DH foreslår

I har foreslår vi blandt andet, at:

  • Der skal afsættes flere ressourcer til at støtte børn med handicap i skolen.

  • Vi skal sikre, at lærere og pædagoger er klædt på til at håndtere børn med handicap.

  • Øget samarbejde mellem skole og hjem om, hvordan skolen og lærerne bedst muligt kan tage hånd om barnets handicap.

  • Pædagogernes viden om barnet i daginstitutionerne skal overleveres til skolen.

  • Skolerne skal facilitere øget åbenhed om handicap i forældregruppen.

  • Foreningslivet skal have lettere adgang til viden om handicap.

Alle skal med i fællesskabet. Ikke mindst børnene.

Du kan selv gå på opdagelse i undersøgelsen her:

 

Kontakt

Karen Il Wol Knudsen

Chefkonsulent på uddannelsesområdet
51 32 86 88