Søg
Nyhed

Ny rapport: Dette står i vejen for at sikre tilgængelig natur for alle

Mennesker med handicap vil gerne være mere friluftsaktive end de er i dag, men manglende mulighed for ledsagelse og dårlige fysiske adgangsforhold står i vejen: Ny rapport fra Danske Handicaporganisationer kortlægger mennesker med handicap’s oplevelser med tilgængelighed til naturen.

En kørestol står på en strand

For nyligt offentliggjorde Naturstyrelsen en oversigt over tilgængelige friluftsoplevelser rundt omkring i landet. Den viste, at det heldigvis går fremad med at få sikret tilgængelige naturoplevelser for alle. Men der er stadig er behov for forbedring.

Udsnit af hovedkonklusioner:
  • 60% vil gerne være mere friluftsaktive, end de er i dag.
  • 27% oplever det som en barriere for at blive mere friluftsaktive, at de er afhængige af ledsagelse.*
  • 20 % oplever, at mangelfulde fysiske rammer udgør en barriere for friluftsaktivitet.
     

(* Note: Undersøgelsen er foretaget blandt mennesker med handicap og pårørende, der har ressourcerne til at besvare. Havde man foretaget undersøgelser aktivt ude på landets bosteder, ville dette tal med stor sandsynlighed være langt højere.)

Danske Handicaporganisationer udkommer nu med spritny rapport, der kortlægger de udfordringer, der står i vejen for, at alle har adgang til og kan nyde den smukke danske natur og givende friluftsliv.

Naturen kan noget særligt. Og vi er mange med handicap, der rigtig gerne vil nyde naturen og aktivt deltage i friluftsliv. Rapporten giver et indblik i, hvordan mennesker med handicap nyder at gøre brug af naturen og kortlægger samtidig de barrierer, der udfordrer eller decideret står i vejen for disse oplevelser.
Sif Holst, næstformand i DH

Disse indblik er ikke blot interessante for menige medborgere at have in mente. Men ifølge Sif Holst kan det tjene som inspirationskatalog for civilsamfundet og for politikere på både nationalt og lokalt niveau – både hvad angår tilgængelighed, og hvad angår naturfællesskaber.



Vibeke: Sejlklubben gør en verden til forskel
En af dem, der oplever udfordringer med adgangsforhold til naturen, er Vibeke. 
Vibeke bor i Nordsjælland nær et fredet naturområde med en sø, man kan komme ned til  via fæ-hegn. Der er lavet små broer ud i søen, hvor man kan fiske. Men det er ikke let i kørestol og på egen hånd. Hun er afhængig af at have en hjælper med til at åbne fæ-hegnet. Og der er ikke niveaufri adgang fra jorden til de små broer, så Vibeke kan ikke komme ud på broerne på søen. Her kunne en rampe sikre tilgængelighed til broerne - og give Vibeke og mange andre muligheden for at nyde vandet og naturoplevelsen på lige kår.

Handicapsejllads. Vibeke sidder i sejlbåd. Til venstre, på molen, holder hendes kørestol og nogle hjælpere.
Vibeke nyder at kunne sejle i Nivå bådelaug, takket være hjælp fra frivillige.

Heldigvis har Vibeke et særligt naturfællesskab i den lokale sejlklub.
Vibeke har, efter at hun fik sit fysiske handicap, lært at sejle. Det åbnede nye muligheder. I sejlklubben er der en handicapafdeling, og den fungerer alene fordi der er en masse frivillige fra sejlklubben, der giver en hånd, så mennesker med handicap kan komme ud og sejle. De rigger bådene til, sejler og vedligeholder dem. Det er dejligt at fællesskabet står sammen om, at alle kan komme ud og sejle.

”Vi er mange mennesker – både med og uden handicap – der står sammen om at få det til at lykkes, så alle kan komme ud og sejle. ” fortæller Vibeke. 



 

Konkrete indsatser
Danske Handicaporganisationer foreslår på baggrund af rapporten følgende indsatsområder:

Skab mere tilgængelig natur

Der skal udvikles nye løsninger, der giver bedre adgang til naturen, samtidig med at naturen forstyrres mindst muligt. Her kan fx hentes inspiration fra forskningsprojektet Moove Green, som i deres moove green lab udvikler konkrete løsninger til at gøre naturen mere tilgængelig for mennesker med bevægehandicap.

Inspirer til at bruge naturen i fællesskab

Mange med handicap har brug for en eller anden form for ledsagelse for at kunne komme ud og nyde naturen. Der er brug for mere inspiration til både den enkelte og til foreningslivet, så både den enkelte og alle de mange naturfællesskaber der allerede eksisterer, får viden om og erfaring med, hvordan mennesker med handicap kan komme mere ud i naturen via friluftsforeninger.

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt Danske Handicaporganisationers panel på 1.722 personer. Panelisterne har enten selv et handicap eller er pårørende til borgere med et handicap.

594 komplette besvarelser er indsamlet, hvilket giver en svarprocent på ca. 34 pct.

Besvarelserne er indsamlet i perioden: 17/4/2021 – 14/05/2021.

Spørgeskemaet er udformet, så besvarelserne kan sammenlignes med resultater fra Moos-Bjerres store friluftsundersøgelse for Friluftsrådet i 2017.

Undersøgelsen er finansieret af Bevica Fondens Legatfond ll og Danske Handicaporganisationer.

Du kan læse hele undersøgelsen ved at downloade den via "dokumenter"-boksen øverst til højre i nyheden.