Søg
Nyhed

Historisk fokus på at gøre togstationer tilgængelige i ny infrastrukturaftale

Mandag præsenterede regeringen og Folketingets partier en nye infrastrukturaftale. DH roser aftalen for det store fokus på at gøre landets togstationer mere tilgængelige for mennesker med handicap og alle andre.

Event på Københavns Hovedbanegård

Event på Hovedbanegården med transportminister Benny Engelbrecht og togalliancen for at se på tilgængeligheden.

Mange mennesker med handicap har svært ved at benytte sig af toget, fordi tilgængeligheden ofte er dårlig på stationerne og i togene.

Derfor er vi meget glade for, at der er afsat 650 millioner i en "pulje til øget tilgængelighed" i infrastrukturaftalen, der skal gøre det lettere at komme rundt på stationerne. Tilgængelighedsprojekter kan bl.a. omfatte justering af perronhøjder, ledelinjer, niveaufri adgang, elevatorer og tilgængelig information på stationerne.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, udtaler:

”Set med tog- og handicapbrillen er det her en historisk god infrastrukturaftale. Tak til transportministeren og Folketingets partier for at investere i at gøre landets togstationer mere tilgængelige. Udover for os med handicap gør det også togrejsen lettere for fx faren med barnevognen, den gangbesværede ældre eller de rejsende med store kufferter.”

Derudover er der i aftalen en pulje på 12,5 mia. kr. til fornyelse og vedligeholdelse af jernbanen. Denne pulje gør det muligt for Banedanmark, at ensrette perronernes højde, når perronerne skal renoveres, så afstand mellem tog og perron bliver niveaufrit. 

Otte ud af ti med handicap oplever, at det er svært eller umuligt at rejse med tog, ifølge en DH-undersøgelse fra 2019. Det største problem er, at landets togstationer har vidt forskellige perronhøjder og gør det svært for mennesker med handicap at stige på og af toget selv.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, udtaler:

”I dag kan alle fx hoppe på metroen i København, fordi der er hverken trin eller et stort mellemrum mellem perron og tog. Nu skal puljerne i aftalen bruges på at ensrette perronhøjderne og gøre togstationerne mere tilgængelige. Så vi med de indkøbte lavgulvstog kan gøre det langt nemmere for alle i hele landet at stige på toget.”

På Twitter skriver transportminister Benny Engelbrecht, at han ser frem til at omsætte midlerne fra infrastrukturaftalen til handling i fællesskab og med inddragelse af Danske handicaporganisationerne. Det ser vi også meget frem til. 

Aftalen rummer også en pulje til mere trygge og attraktive stationer på 350 millioner. Her nævnes bl.a. belysning, som også er vigtigt i forhold til tilgængelighed. Og en pulje på 250 millioner skal bl.a. være med til at skabe mere grøn flextrafik.

DH har den seneste tid haft gode drøftelser med både transportministeren og transportordførerne, hvor der er blevet lyttet til vores problemstillinger og forslag. Det er en stor sejr for handicaporganisationerne, at flere partier har haft det med til forhandlingsbordet og det er endt i den endelige aftale.