Søg
Nyhed

Handicapformand: Sundhedsreform bør skabe lighed

Regeringen er på vej med en sundhedsreform, der skal oprette nye sygehusfællesskaber.

Regeringen kommer inden længe med et udspil til sundhedsreform.

Indholdet er ikke kendt endnu, men tilsyneladende skal strukturen i sundhedsvæsnet ændres.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortalte i sin nytårstale 1. januar, at regeringen vil indføre 21 nye sundhedsfællesskaber. Ifølge flere medier har regeringen overvejet at nedlægge regionerne eller begrænse deres ansvarsområder.

DH mener, at en sundhedsreform bør gøre noget ved den store ulighed indenfor sundhed. Mennesker med handicap lever nemlig kortere og har dårligere helbred end andre.

"En god sundhedstilstand er afgørende for, at vi med handicap kan leve et liv som alle andre. Kan vi virkelig leve med denne ulighed i et velfærdssamfund?," lyder det fra Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH). 

Han foreslår konkret, at man indfører særlige sundhedstjek for mennesker med handicap. Roskilde Kommune har forsøgt sig med sundhedstjek, og erfaringerne viser, at man opdager oversete sygdomme.

DH ønsker også, at man skaber en mere sammenhængende behandling af mennesker med komplekse problemer og handicap.

Hvis man vil ændre strukturen i sundhedsvæsnet, må det ikke skabe geografisk ulighed påpeger Thorkild Olesen.

"En ny struktur må ikke betyde mere ulighed og forskelle i behandlingen rundt i landet. Den ulighed rammer især sårbare borgere og mennesker med handicap. Tidligere strukturreformer som kommunalreformen har netop givet den slags problemer," siger han.

Læs mere om DH's sundhedspolitik her på handicap.dk

Læs statsministerens nytårstale her på regeringen.dk