Søg
Debatindlæg

Fælles opråb til regeringen: Tillad ikke mere magt på bosteder

DH, Alzheimerforeningen, Ældre Sagen, Ergoterapeutforeningen og Danske Ældreråd opfordrer regeringen til at droppe lovforslaget om at tillade mere brug af magt på landets bosteder.

På billedet ses et kamera i venstre side. I højre side ses Thorkild Olesen, der taler til kameraet. Bag ved er et grønt træ.

Regeringens forslag om udvidet brug af magt er historieløst

10 timer i døgnet. Så lang tid vil et nyt lovforslag fra regeringen tillade at låse mennesker med udviklingshandicap og mennesker med demens inde i deres bolig.

Det er blot et af de voldsomme og hårdhændede indgreb i menneskerettighederne, som regeringens lovforslag om ændring af servicelovens magtanvendelsesregler lægger op til.

Lovforslaget fremstår ganske enkelt historieløst. Vi er på vej tilbage til en diskurs, hvor de svageste i vores samfund skal indordne sig institutionens regelmæssige rammer, og hvor medarbejderne kan sanktionere beboerne ved fx at låse dem inde i deres lejlighed eller låse dem ude fra fællesarealerne, hvis de fremstår grænseoverskridende. Har vi helt glemt, hvilken virkelighed vi kom fra som samfund i forbindelse med ophøret af institutionsbegrebet i 1990"erne? 

Arbejdet med mennesker med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne er komplekst og dilemmafyldt. Det gælder fx, når det kommer til personalets pligt til at yde omsorg, der indimellem står i kontrast til den enkeltes ret til selvbestemmelse - for hvad når en beboer modsætter sig basal pleje, såsom vask eller bleskift, og personalet vurderer, at det kan have konsekvenser på længere sigt, hvis ikke bleen bliver skiftet?

De allermest sårbare I sådanne situationer kan magt være et nødvendigt middel til omsorg.

Men med regeringens forslag er der tale om en bekymrende og stærk forringet retssikkerhed for nogle af de allermest sårbare mennesker i vores samfund. Vi ser det som et skændigt tilbageskridt til en institutions-tankegang, der åbner op for at effektivisere og spare. Men det koster på faglighed, menneskerettigheder og den enkeltes liv.

Helt konkret giver lovforslaget bl.a. ret til at låse en beboer inde i egen bolig i op til 10 timer i døgnet. Derudover giver lovforslaget ret til at lempe den nuværende registrerings- og indberetningspraksis, hvilket er en væsentlig forringelse af den enkeltes retssikkerhed.

Lovforslaget lander midt i en tid, hvor både tid og personale er en mangelvare. Det er samtidig en tid, hvor skrækhistorier om omsorgssvigt og overgreb overfor mennesker med handicap og vold mod demensramte på plejehjem fylder i medierne. Sideløbende arbejdes der fra politisk hold på at nedsætte forbruget af antipsykotisk medicin. Alle situationer, der øger risikoen for at anvende magt.

En ond spiral

Brugen af magt finder ofte sted i situationer, hvor en beboer passivt eller aktivt modsætter sig personalets omsorg eller fællesskabets betingelser, men bag modstanden findes ofte en dybere mistrivsel. Det kræver faglighed, tålmodighed og nærhed af medarbejderne at finde frem til den faglige løsning, hvilket desværre ikke altid harmonerer med deres pressede hverdag og mangel på fagligt personale.

I praksis står personalet ofte i vanskelige situationer, hvor de ikke har tid eller ressourcer til den rette faglige handling, eller hvor personalet ganske enkelt mangler den nødvendige faglighed til at håndtere de svære situationer.

Den situation bør ikke løses med magt - situationen er ofte udtryk for afmagt, der kan føre til nedsat trivsel og tryghed, forråelse blandt personalet og yderligere risiko for at bruge magt. Med andre ord risikerer vi at puste til en ond spiral.

Træk lovforslaget tilbage

Magtanvendelse skal altid være sidste udvej, når alle andre social-pædagogiske og terapeutiske tiltag er udtømt. Men andre tiltag er endnu ikke udtømt på nuværende tidspunkt. Der er behov for at styrke området med uddannet personale og aktiviteter, som, vi ved, kan forhindre tilspidsede situationer og skabe ro. Vi opfordrer derfor ministeren til at trække lovforslaget tilbage og begynde på ny ved at invitere de relevante organisationer og eksperter med i processen.

Lad os værne om menneskers værdighed og rettigheder, særligt når de er mest sårbare.

Debatindlægget er bragt i Sjællandske Nyheder den 15. april 2024

Kontakt

Sigurd Jørgensen i Handicaporganisationernes Hus

Sigurd Jørgensen

Kommunikationschef
92 15 00 88