DH og Vladimir Cuk møder udviklingsminister Rasmus Prehn
Vladimir Cuk, direktør hos International Disability Alliance (IDA), besøgte først på ugen DH for at engagere handicapbevægelsen og Danmark endnu mere i den internationale handicapdagsorden.
![Udviklingsminister Rasmus Prehn sammen med Thorkild Olesen, Mette Müller Kristensen og Vladimir Cuk](/files/styles/landscape_thin_01/public/media/image/IMG_6057_2.jpg?h=e2182371&itok=zp9Q6-oj)
Sammen med DH's formand Thorkild Olesen og internationale chef Mette Müller Kristensen mødte Vladimir Cuk udviklingsminister Rasmus Prehn til en snak om handicap i dansk udviklingssamarbejde. Det var et positivt møde, og Rasmus Prehn udviste engagement og stor interesse i at prioritere handicap i dansk udviklingsbistand. På Twitter skrev han efterfølgende:
Happy to learn about disability & inclusive development from the experts
@handicapdk and @IDA_CRPD_Forum.
#LeavingNoOneBehind is key to achieving the #SDGs. #dkaid
Vladimir Cuks besøg bød også på et møde med DH's medlemsorganisationer, hvor mange års erfaringer om partnerskab med handicaporganisationer i Syd blev delt.
Som direktør for den globale handicapparaply for samtlige handicapnetværk og -organisationer bragte Vladimir Cuk i den grad den globale dagsorden tættere på Danmark. Han fortalte, at der er momentum for at sætte handicap på dagsordenen i det internationale udviklingssamarbejde, dels fordi flere donorer bidrager med midler til området, og særligt fordi der på globalt plan i højere grad tales om hvordan inklusion af mennesker med handicap skal finde sted – i stedet for hvorfor.
I DH glæder vi os til det videre samarbejde om handicapinklusion med udviklingsministeren, medlemsorganisationer, IDA og andre internationale partnere.