Søg
Nyhed

DH rejser kritik af regeringens planer om mere brug af magt

Regeringen vil med et nyt lovforslag udvide rammerne for brug af magt på landets bosteder. DH er dybt kritiske over for centrale dele af forslaget.

DH logo

Regeringen har sendt et lovforslag om at lempe på reglerne for brugen af magt på landets bosteder i høring.

Det er nogle dybt bekymrende ændringer – især set i lyset af forholdene lige nu på området. Sådan lyder det i DH's høringssvar.

Regeringen vil blandt andet ændre reglerne for, hvornår personalet på botilbud fysisk må holde en person med handicap fast eller låse borgere inde i deres eget hjem.

"Det er et stort tilbageskridt for den pædagogiske indsats over for nogle af de mest sårbare borgere i samfundet, der er dybt afhængige af en tryg og tillidsfuld relationel til personalet i tilbuddet. Det matcher hverken, det råb om hjælp som TV2 Operations X’s udsendelser i efteråret 2023 om omsorgssvigt på bosteder eller regeringens undskyldning til tidligere anbragte under særforsorgen, er udtryk for," lyder det fra DH i høringssvaret.

I dag er det lovligt i helt særlige tilfælde og meget kortvarigt i nødværge at låse en beboer på et bosted inde i sit hjem. Det er voldsomt indgribende.

DH mener, at man på et bosted skal hjælpe og drage omsorg for mennesker med omfattende handicap ud fra en socialpædagogisk og sundhedsfaglig tilgang. Når et menneske bliver udadreagerende, skal det hjælpes og ikke låses inde.

Indelåsning må ikke blive vores svar på dårlige rammer på handicapområdet.

Flytte borgere fra deres hjem

I lovforslaget vil regeringen også gøre det muligt, at mennesker med handicap kan flyttes fra deres hjem. Her taler vi blandt andet om nogle af de allermest sårbare, der har en værge til at træffe beslutninger for dem.

DH er også stærkt kritiske over for det forslag:

"Det er allerede i dag muligt at flytte mennesker med funktionsnedsættelse uden samtykke under helt særlige forudsætninger og med godkendelse af Familieretshuset, hvis borgeren ikke kan eller vil give samtykke. Vi finder de gældende regler tilstrækkelige. Det er voldsomt indgribende at flytte en borger uden samtykke fra sin bolig, nærmiljø og sociale relationer på botilbuddet."

I øjeblikket er der store problemer med værger, og for nylig kunne vi læse om en historie fra Nordjylland, hvor en person var værge for 72 borgere.

Sådan en værge vil selvfølgelig aldrig kunne vide nok om en borgers behov til at vurdere, om et menneske skal flyttes fra sit hjem.

Du finder hele DH's høringssvar her: 

Kontakt

Linda Bendix i Handicaporganisationernes Hus

Linda Kilskou Bendix

Chefkonsulent på socialområdet
92 82 04 97