Søg
Nyhed

DH og 43 organisationer: Der er brug for en sundhedsreform

Det danske sundhedsvæsen er langt hen ad vejen godt. Men der er stadig udfordringer på en række områder. Mennesker med handicap og kroniske sygdomme falder alt for ofte mellem flere stole.

Et stetoskop og et kreditkort ligger på et tastatur

DH har sammen med 43 andre organisationer skrevet et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke. Det er en fælles opfordring om at sætte handling bag ordene – og at der fremlægges en samlet plan. Den skal løse de store udfordringer, der i dag truer både kvalitet, patientsikkerhed og adgang til sundhedsydelser.

”Vi er blevet mange flere der lider af handicap og kroniske sygdomme – og især flere, som er multisyge og har flere kroniske lidelser samtidig. Indsatsen over for den gruppe af borgere er desværre ofte præget af manglende sammenhæng og manglende kvalitet og viden, ” siger DH-formand Thorkild Olesen.

En stor del af indsatserne for mennesker med kroniske sygdomme findes i et spænd mellem de kommunale og de regionale sundhedsydelser. Derfor er der også brug for, at en sundhedsreform tager livtag med nogle af de store udfordringer, der er med manglende sammenhæng i patienters forløb igennem forskellige dele af sundhedsvæsenet, lyder det fra Thorkild Olesen:

Vi skal have gjort op med postnummerlotteriet, hvor det er tilfældigt hvilken indsats du får – alt efter hvilken kommune du er så heldig eller uheldig at bo i. En sundhedsreform skal derfor også have fokus alle dele af sundhedsvæsenet og det er altafgørende, at vi får nogle fælles kvalitetsstandarder for behandlingen i det nære sundhedsvæsen også”.

Der er en bred forståelse af udfordringerne blandt aktørerne på sundhedsområdet. Ligesom også sundhedsministeren ved flere lejligheder har anerkendt problemet og understreget behovet for en sundhedsreform.

”Udfordringerne er tydelige og en løsning kan ikke vente. Derfor opfordrer vi nu også, sammen med så mange andre, ministeren om at komme i gang. Jeg håber han meget snart vil række hånden ud til både patient- og brugerorganisationer til en mere forpligtende snak om, hvordan vi i fællesskab får udviklet nogle gode løsninger. Vi bidrager hellere end gerne,” understreger Thorkild Olesen.