Søg
Nyhed

37 organisationer kritiserer nye anbefalinger i åbent brev til partiledere

I et åbent brev til alle partilederne i Folketinget advarer DH og 36 andre organisationer om, at nye anbefalinger hører fortiden til og vil trække socialpolitikken i Danmark i en helt forkert retning.

Kassetænkning gør mit handicap større A3

Brevet fra de 37 organisationer er sendt til alle partilederne i Folketinget.

Et ekspertudvalg offentliggjorde den 4. maj en rapport med 11 anbefalinger til, hvordan kommunerne kan styre økonomien på socialområdet. DH og 36 andre organisationer retter nu en hård kritik af anbefalingerne, fordi de fleste af dem er dybt problematiske og vil skabe ringere forhold for mennesker med handicap.

Brevet er sendt mandag til alle partilederne i Folketinget.

Ekspertudvalgets konklusion er, at systemet er vigtigere end borgeren. Og nu skal det være økonomien, der tæller frem for at give borgerne den rigtige hjælp første gang. Med anbefalingerne vil man sætte systemet, kommunernes økonomi og styring i centrum.

Disse organisationer har skrevet under.

ADHD-foreningen
Autismeforeningen
Bedre Psykiatri
Bløderforeningen
Dansk Blindesamfund
Dansk Cøliaki Forening
Dansk Handicap Forbund
Dansk Landsforening For Hals- og Mundhuleopererede
Dansk Socialrådgiverforening
Danske Døves Landsforbund
Danske Handicaporganisationer
De Anbragtes Vilkår
COPA - Stomiforeningen
CP Danmark
Cystisk Fibrose Foreningen
Epilepsiforeningen
FADD
Fibromyalgi- og Smerteforeningen
FOA
Foreningen Danske Døvblinde (FDDB)
Gigtforeningen
Hjerneskadeforeningen
Hjernesagen
Høreforeningen
LEV – livet med udviklingshandicap
Leverforeningen
LOS – landsorganisationen for sociale tilbud
Muskelsvindfonden
Nyreforeningen
Parkinsonforeningen
PolioForeningen og UlykkesPatientForeningen
Psoriasisforeningen
Sammenslutningen af Unge Med Handicap
Scleroseforeningen
SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed
Socialt Lederforum
WeShelter

Samtidig er fokus på borgerne og en sammenhængende, helhedsorienteret og forebyggende indsats komplet fraværende.

"Vi ønsker også at bruge pengene bedst muligt og har forståelse for en presset økonomi i kommunerne. Men hvis I som politikere følger anbefalingerne, vil vores samfund gå i den forkerte retning både menneskeligt og økonomisk," lyder det blandt andet i brevet.

Et af forslagene går på at ændre i servicelovens formålsbestemmelse. Økonomiske hensyn skal vægte på lige fod med andre hensyn som faglighed og borgerens behov. Men erfaringerne viser, at når økonomi vægter højt i afgørelser, bidrager det ofte til kortsigtede prioriteringer og mindre forebyggelse.

De mange organisationer kritiserer også, at ekspertudvalget lægger op til, at der godt må være større forskel fra den ene kommune til den anden på den hjælp og støtte, man kan få.

Væk fra at tænke som på sundhedsområdet

Kritikken kommer i høj grad, fordi man i flere år politisk har arbejdet for, at socialområdet skal indrettes og tænke mere som sundhedsområdet.

Hvis man i dag fx får problemer med hjertet, får du hjælp af landets bedste specialister med det samme. Det sker, fordi sundhedsområdet har et godt system og vægter faglighed højere end økonomi.

Men hvis du fx får en hjerneskade, så fungerer det danske system på end anden måde. Lige nu møder mennesker med handicap nogle steder et komplet ulogisk system.

Hvis de fx er endt på hospitalet efter en ulykke og har fået en hjerneskade, kan hospitalet have en klar anbefaling til, hvor man skal hen for at få det helt rigtige genoptræningsforløb. Men når kommunen skal ind over beslutningen, kan den fx sende borgeren hen på et af kommunens plejecentre for at blive genoptrænet – fordi det er billigere. Og det har alvorlige konsekvenser, hvis ikke den rigtige hjælp gives hurtigt.

Du kan læse hele brevet her under: 

Nye anbefalinger hører fortiden til og vil sende Danmarks socialpolitik i en forkert retning

Kære partiledere i Folketinget

I årevis har vi – underskrivere af dette brev – været i dialog med politikere på Christiansborg om forholdene på socialområdet og problemerne ved vores system. I har været lydhøre og anerkendt, at for mange mennesker i Danmark ikke får den rigtige hjælp første gang.

Derfor advarer vi jer nu imod en række nye anbefalinger fra et ekspertudvalg, der så dagens lys den 4. maj. Tankegangen bag anbefalingerne vil nemlig være et markant skifte og høre fortiden til.

Udvalget har haft til opgave at se på, hvordan pengene kan bruges bedre på socialområdet. Og når vi læser 
ekspertudvalgets rapport, står det her tilbage: 

Systemet er vigtigere end borgeren og faglighed. Og økonomien skal i endnu højere grad tælle frem for at 
give borgerne den rigtige hjælp første gang. 

Vi ønsker også at bruge pengene bedst muligt og har forståelse for en presset økonomi i kommunerne. 

Men hvis I som politikere følger anbefalingerne, vil vores samfund gå i den forkerte retning både menneskeligt og økonomisk.

Det vil være et kæmpe tilbageskridt på socialområdet og for de borgere og ansatte, der er i berøring med 
systemet. 

Anbefalingerne vil sætte systemet, kommunernes økonomi og styring i centrum. Imens er fokus på borgerne og en sammenhængende, helhedsorienteret og forebyggende indsats komplet fraværende.

Et af forslagene går på at ændre i servicelovens formålsbestemmelse. Økonomiske hensyn skal vægte på 
lige fod med andre hensyn som faglighed og borgerens behov. Men erfaringerne viser, at når økonomi vægter højt i afgørelser, bidrager det ofte til kortsigtede prioriteringer og mindre forebyggelse.

Selvom Danmark er et lille land, er der stor forskel fra kommune til kommune på den hjælp og støtte, du 
kan få. Den skævhed vil kun blive større. Der lægges op til, at kommunerne må foretage lokale prioriteringer 
og have lokale serviceniveauer.

Samtidig anbefaler udvalget, at borgere ikke må vælge dyrere tilbud end det, kommunen giver. Det vil betyde, at kommuner kan give et billigt tilbud af ringe kvalitet og uden blik for borgerens behov. Hvis borgeren 
ønsker et andet tilbud, skal borgeren selv betale differencen. 

Det vil føre til mere brugerbetaling og mere ulighed i vores samfund. 

Opgaven for udvalget var at give anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling af socialområdet. Men der er kun fokus på økonomi. Det giver ingen mening, fordi økonomi og faglighed hænger sammen. Udvalget er ydermere kommet med anbefalinger inden, at de forskellige analyser er lavet.

Til sidst vil vi blot vise en skærende kontrast mellem to ekspertgruppers måde at lave anbefalinger på. Reformkommissionen gik til opgaven med et ønske om at løse unges problemer med nye idéer, der selvfølgelig kan diskuteres. Imens handler det på socialområdet om at skåne kommunekassen og ikke se på, hvad borgerne har af udfordringer. 

Det er uambitiøst på disse menneskers vegne. 

I stedet er der brug for strukturelle ændringer på området, hvor vi hæver fagligheden, udvisker de kommunale forskelle og giver mennesker den rigtige hjælp første gang. Det kan betale sig. 

Vi håber, I vil lytte til os og dem, vi repræsenterer. Vi mener nemlig, at anbefalingerne vil være et tilbageskridt og sende vores socialpolitik i Danmark i en forkert retning.

 

Kontakt

Sigurd Jørgensen i Handicaporganisationernes Hus

Sigurd Jørgensen

Kommunikationschef
92 15 00 88