Nyhed

Ny aftale om forebyggelse af vold på botilbud løser ikke problemerne

Satspuljepartierne indgik d. 14. oktober 2016 en aftale om forebyggelse af vold. 400 mio. kr. er afsat. Med aftalen ønskes at finde løsninger for den gruppe af borgere med psykisk sygdom og misbrug der i dag falder mellem to stole. Men med aftalen laves et brud på årtiers grundlæggende princip om tvangsindlæggelse.

En dreng sidder med hovedet i hænderne og en hætte trukket op

Størstedelen af de 400 mio. kr. – 277 mio. kr. –  går til oprettelsen af nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger med 150 pladser til den særlige målgruppe. Ifølge aftalen, er formålet med afdelingerne, at sikre en mere målrettet og specialiseret indsats for en mindre gruppe særligt udsatte patienter med svære psykiske lidelser, udadreagerende og uforudsigelig adfærd, gentagne indlæggelser, afbrudte behandlingsforløb og ofte misbrug og/eller dom til behandling. Derudover skal afdelingerne være med til at forebygge, at patienten involveres i konflikter og voldsepisoder, der skaber utryghed blandt såvel øvrige patienter og ansatte.

Med aftalen afsættes også 124 mio.kr. til en generel voldsforebyggende indsats, som fordeler sig på følgende initiativer:

  • Et indsatsteam til forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem (27,4 mio. kr.).
  • Tilknytning af en fast læge på længerevarende botilbud (§ 108) for borgere med psykiske lidelser (17 mio. kr.).
  • Styrket samarbejde og koordinering mellem Arbejdstilsynet og socialtilsynene (6 mio. kr.).
  • Styrket samarbejde og koordinering mellem Arbejdstilsynet og socialtilsynene (0,1 mio. kr.).
  • Fælles undervisningsforløb for medarbejdere i psykiatrien om borgere med en psykisk lidelse og samtidigt misbrug (8. mio. kr.).
  • Pulje til styrket sundhedsfaglig rådgivning og lettere adgang til psykiatrisk udredning for mennesker med psykiske lidelser på botilbud (59 mio. kr.).
  • Justering af reglerne for flytning af borgere med psykiske lidelser uden samtykke (6,3 mio. kr.).

DH er positive overfor, at der ønskes at sættes ind over for vold på botilbud. Det kan hverken beboere eller personale leve med. Men det skal ikke løses ved at bryde med årtiers grundlæggende principper om tvangsindlæggelse og tilbageholdelse af mennesker med psykisk sygdom.

På kant med konventioner

DH er stærkt imod at der med aftalen ønskes at give mulighed for administrativt frihedsberøvelse af personer, der ikke er sindssyge. Det er ikke en vej, vi i Danmark skal gå ned ad. DH mener, at en sådan mulighed kan være på kant med FN’s handicapkonvention.

DH mener ikke, at forslaget om oprettelse af nye specialiserede afdelinger, løser de problemer vi ser i psykiatrien og på de socialpsykiatriske botilbud. Psykiatrien har ikke løftet sin opgave i tilstrækkeligt omfang. Det er for vanskeligt at blive indlagt og ofte udskrives borgere, før de er i stand til at vende tilbage til deres bolig. De problemer, der ses på socialpsykiatriske botilbud med utilstrækkelige ressourcer og nem adgang til rusmidler, løses heller ikke med forslaget. Der er ikke sat tilstrækkelige midler af til forebyggende indsatser og uddannelse i de eksisterende socialpsykiatriske botilbud.

God idé med fast læge

Der findes dog også gode elementer i aftalen, som DH gerne havde set prioriteret endnu højere. Forslaget om tilknytning af fast læge på botilbud burde udbredes til alle længerevarende botilbud. Derudover burde der indføres ret til et sundhedstjek for beboerne. Det har det socialpsykiatriske botilbud Tangkær i Region Midtjylland haft stor succes med. Det har blandt andet medført bedre sundhed og bedre medicinregulering for beboerne og fald i voldsepisoder og anvendelse af magt.