Nyhed

Skal du med på højskole i sommerferien?

Nu giver DH dig mulighed for at prøve det i en uge i sommerferien på Egmonthøjskolen - næsten gratis! På den måde vil DH hjælpe unge på STU, der har haft det svært med isolation og ensomhed under coronakrisen. Formålet er at skabe trivsel, fællesskab og glæde efter en svær tid, hvor skolen har været lukket.

Kom på højskole

Hvem kan komme med på højskole?

Går du på en Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, STU – eller er du netop blevet færdig på STU så er dette et tilbud til dig! Du kan komme med en uges sommerkursus på højskole!

Hvornår foregår det?

Du skal være hurtig for kurserne foregår allerede i uge 26 (22.-28. juni) og i uge 27 (29. juni – 5. juli).

Hvad kan man lave på højskolen?

Der foregår mange fælles aktiviteter på højskolen, og du kommer til at være sammen med mennesker med og uden særlige behov.

I uge 26 er temaet "Det gode liv - på trods". Et liv, hvor vi vælger at gøre en forskel - på trods. Et liv, hvo vi vælger at se os selv og hinanden i øjnene og tale om de emner, der kan være svære. Et liv, hvor vi i uge 26 vælger fællesskabet og solidariteten, medmenneskeligheden og håber. Her skal vi afsøge, hvordan det er at have et liv, der leves på trods. På trods af fysiske udfordringer. På trods af psykiske benspænd. På trods af sociale begrænsninger.

I uge 26 er der 20 pladser, hvor man kan vælge mellem:

  • Ikon og collage
  • Måltidsminder
  • Tid til kor
  • Kor

Læs mere i folderen her:

I uge 27 er temaet ”Idræt for alle”. Det er  er en uge på Egmont Højskolen, hvor bevægelse, konkurrence, kreativitet og fællesskab er i centrum. Det er en uge, hvor både krop og sind vækkes til live gennem deltagelse i forskellige fag med bevægelse og kreativitet, i dialoger med andre og  fællesundervisning med forskellige vinkler.

I uge 27 er der 25 pladser hvor man kan vælge mellem:

  • E-sport
  • Havvand, bevægelse og forkælelse (der er ikke længere plads på dette spor)
  • Glas

Læs mere i folderen her:

Hvor foregår det henne?

Egmont Højskolen

Villavej 25, Hou

8300 Odder

Mail: mail@egmont-hs.dk

www.egmont-hs.dk

Telefonnummer: 87 81 79 00

Hvordan kommer jeg med?

Hvis du vil høre mere om dine muligheder for at komme med på et af sommerkurserne på Egmonthøjskolen, så kontakt Eva Carlslund (tlf. 28 35 88 89, mail ec@egmont-hs.dk) eller Tine Schmidt (tlf. 26 35 53 07, mail ts@egmont-hs.dk) fra Egmonthøjskolen, som står for tilmelding og kan svare på spørgsmål om højskoleopholdet.

Tilmeldingen lukker søndag d. 21. juni, da underviserne skal have tid til at forberede undervisningen og Egmonthøjskolen skal nå at ansætte det antal hjælpere og assistenter, der er nødvendigt.

Pris

Der er en egenbetaling på 250 kr. Herudover dækker DH dine omkostninger ved højskoleopholdet. Der er også mulighed for at få dækket udgifter til transport til højskolen. Du kan få refunderet udgifter, der svarer til en almindelig togbillet fra dit hjem eller du kan få kørselsgodtgørelse (statens lave takst), hvis du ikke har mulighed for at tage toget.

Baggrund

I forbindelse med den politiske aftale om hjælp til sårbare mennesker under coronakrisen er det politisk besluttet at give 10 mio. kr. til at initiativer for elever på STU, der har haft det svært under covid-19. I den forbindelse har DH har fået en bevilling på 800.000 kr., hvoraf nogle af midlerne skal finansiere højskoleophold i sommerferien.

Emne