Udvikling
Internationalt arbejder DH for, at mennesker med handicap inkluderes i samfund og udvikling, og at rettigheder for mennesker med handicap beskyttes og opfyldes, i tråd med Handicapkonventionen og FN's Verdensmål, herunder løftet om, at ingen skal lades i stikken.
I Danmark arbejder DH for, at dansk udviklingspolitik og det samlede danske udviklingssamarbejde og humanitære indsatser bidrager hertil og er inkluderende for mennesker med handicap.
I 2025 skal Danmark have en ny udviklingspolitisk strategi for Danmarks internationale udviklingssamarbejde og humanitære indsatser. Strategien følger efter den nuværende strategi 'Fælles om Verden'.
DH arbejder for, at strategien sikrer operationel ramme for, at dansk udviklingssamarbejde og humanitære indsatser bliver mere inkluderende for mennesker med handicap.
- 80 % af verdens en milliard mennesker med handicap bor i udviklingslande
16 % af verdens befolkning vurderes at leve med et handicap.
Det er mere end en milliard mennesker - hvilket gør mennesker med handicap til verdens største minoritetsgruppe. 80 % - eller mere end 800 millioner mennesker - bor i udviklingslande.
Dermed er mennesker med handicap at finde i alle målgrupper for udviklingssamarbejde og humanitære indsatser. (UNDP, WHO, World Bank)
- Blot hver tiende i verden med behov for et hjælpemiddel har adgang hertil
1 milliard mennesker vurderes at have behov for hjælpemidler.
Dette omfatter 970 millioner med behov for briller, 75 millioner med behov for kørestol, 150 millioner med behov for stok eller anden gangstøtte, 35 millioner med behov for proteser eller ortoser (skinne/bandage), 94 millioner med behov for høreapparat og 150 millioner med behov for kognitive hjælpemidler. Heraf får kun hver tiende opfyldt dette behov. (UN Enable)
- Kun få børn med handicap i udviklingslande får en uddannelse
Helt op til 90 % af børn med handicap i udviklingslande vurderes ikke at gå i skole.
Børn med handicap er 1,7 gange så stor risiko end andre børn for at blive udsat for vold. (UNICEF; Global Campaign for Education)
Hvad arbejder DH for i Danmark?
TEMA | forslag |
---|---|
Ramme for inklusion af mennesker med handicap | DH foreslår, at Danmark får en ramme for inklusion af mennesker med handicap i dansk udviklingspolitik. En sådan ramme skal udarbejdes, så den er operationel og kan implementeres på tværs af dansk udviklingssamarbejde og humanitære indsatser. Rammen skal sikre, at der sættes mål for og systematisk indsamles data på inklusion af mennesker med handicap, og at mennesker med handicap og deres repræsentative organisationer har medbestemmelse i udviklingssamarbejdet. |