Debatindlæg

Mennesker med handicap må ikke blive glemt i den offentlige digitalisering

Hverdagen kan blive yderligere kompliceret for danskere med handikap, hvis vi ikke tænker tilgængelighed ind i de digitale løsninger. Det skriver DH og Microsoft om i et fælles debatindlæg i Politiken.

Debatindlæg med overskriften "Glem ikke mennesker med handicap"

Danmark er et af de mest digitaliserede samfund i verden. For de fleste danskere gør det hverdagen lettere, at posten fra det offentlige er digital, at banken kan tilgås via NemID, og at børnene kan tjekkes ud på en tablet i børnehaven. Men for danskere med handikap kan hverdagen blive yderligere kompliceret, hvis vi ikke tænker tilgængelighed ind i digitale løsninger fra starten.

I DAG ER der mere end 1 million borgere, herunder 300.000 ordblinde, 65.000 med alvorligt synstab og 600.000 med andre handikap, som kan opleve besvær med digitale løsninger i deres kontakt med det offentlige.

En vigtig brik til løsningen er sådan set allerede fundet. Den består af EU’s tilgængelighedsstandard, EN301 549, der stiller krav til offentlige myndigheder om at tage højde for tilgængelighed i udbud, så de digitale offentlige løsninger kan bruges af alle. Problemet er bare, at den endnu ikke er slået igennem i Danmark.

I januar udgav Microsoft og Danske Handicaporganisationer rapporten ’Tilgængelighed for alle’, som tager temperaturen på, hvor langt det offentlige Danmark er nået med implementeringen af EU-standarden. Rapporten viser, at kendskabet til standarden er forsvindende lille, hvilket måske forklarer, hvorfor der ingen krav er til digital tilgængelighed i hvert tredje af de undersøgte udbud. I 19 procent af de undersøgte udbud er der kun i nogen eller mindre grad stillet krav.

Konsekvensen er, at mange mennesker med handikap bliver tabt i den offentlige digitalisering.

Standarden vil ikke bare give flere mennesker mulighed for at leve et mere selvstændigt liv, men er også gunstigt set fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Studier viser eksempelvis, at tilgængelighedsstandarder og -teknologier kan hjælpe borgere med læse- og synshandikap til at begå sig bedre på arbejdsmarkedet.

Hvis det lykkes at få bare 6.000 flere mennesker med handikap i arbejde, kan det spare samfundet 10 millioner kroner over 10 år, ifølge en rapport fra Det Centrale Handicapråd. Bliver vi førende på løsninger baseret på den europæiske standard i Danmark, er der også et stort eksportpotentiale.

Standarden er til gavn for alle. Lad os nu leve op til vores forpligtelser både i forhold til loven og de danskere med handikap, som dagligt er berørt af udfordringer med digitale løsninger.

Anders Thomsen, direktør for Politik og Strategi i Microsoft Danmark, og Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.