Debatindlæg

Vi skal have ALLE børn med i fællesskabet

Regeringen har netop fremsat et lovforslag, som tydeliggør, at dagtilbud og skoler er forpligtet til at inkludere børn med handicap i fællesskabet. Forhåbentlig kan forslaget være med til at sikre, at færre børn med handicap føler sig forskelsbehandlet og holdt udenfor fællesskabet.

Thorkild står med hånden på gelænderet på trappen i Handicaporganisationernes Hus

Som formand for Danske Handicaporganisationer, glæder det mig, at kravet om rimelig tilpasning nu bliver skrevet ind i forbuddet mod handicapdiskrimination. Det har længe stået højt på DH's ønskeliste.

Emilie får p.g.a sin epilepsi ikke lov til at overnatte sammen med sine skolekammerater 

Emilie går i tredje og skal med resten af klassen på en musikfestival, hvor de skal overnatte tre dage.  

Inden turen snakker skole og forældre sammen om, hvordan Emilie bedst kan deltage. Emilie har nemlig epilepsi og derfor brug for ekstra støtte på turen.

Emilies forældre tilbyder at tage med på turen, hvis det er det, der skal til. Det er skolen i første omgang positiv overfor. Men så trækker de i land og siger, at hvis de giver lov til det, så vil alle børn jo bare have deres mor og far med. 

Da Emilie hører om skolens beslutning, slår det hende helt ud. Det betyder, at hun kun kan være med om dagen og skal sige farvel til sine kammerater hver aften.

Emilie vælger alligevel at tage afsted på turen, og på dagen for turen pakker hun ligesom resten af klassen sovepose, bamse og nattøj. Det har skolen nemlig sagt, at hun skal, så det udadtil ser ud som om, Emilie deltager i turen på lige fod med sine kammerater. 

Familien har ikke lyst til at stå frem med deres rigtige navn, fordi Emilie efterfølgende har haft det svært psykisk.

Med en lille tilpasning fra skolens side kunne Emilie have overnattet på skoleturen

Alt for mange børn med handicap har ligesom Emilie oplevet at blive ekskluderet og holdt uden for det sociale fællesskab i skolen. 

Med en lille tilpasning fra skolens side havde Emilie kunnet deltage på lige fod med sine kammerater. En god og nem løsning havde været at give forældrene lov til at tage med på turen.

Det glæder mig derfor, at regeringen nu vil indføre rimelig individuel tilpasning for børn med handicap i kommunale dagtilbud og folkeskoler.

Det sender et signal om, at vi skal have gjort op med den diskrimination og forskelsbehandling, der kan opstå i vuggestuer, børnehaver og skoler.

Næste skridt er at få udbredt kravet om rimelig tilpasning til de private skoler og dagtilbud

Nu mangler vi bare at få udbredt kravet om rimelig tilpasning til de private dagtilbud og skoler - så børn og unge med handicap i de private tilbud bliver ligestillet med børn og unge med handicap i de offentlige tilbud.

Det er næste punkt på DH's ønskeliste.

 

Emne

Kontakt

Karen Il Wol Knudsen

Karen Il Wol Knudsen

Chefkonsulent på uddannelsesområdet
51 32 86 88