Rigsrevisionen med hård kritik: Utilfredsstillende forvaltning af handicapområdet
Mandag offentliggjorde Rigsrevisionen en rapport, hvor der rettes en hård kritik af kommunernes forvaltning af handicapområdet samt Socialministeriets tilsyn med området.
Kommunerne har forvaltet handicapområdet på en utilfredsstillende måde, og Social- og Ældreministeriet har ført et utilfredsstillende tilsyn med kommunernes forvaltning af service-lovens bestemmelser på handicapområdet.
Sådan lyder hovedkonklusionen i en ny redegørelse fra Rigsrevisionen, der har set på forvaltningen af handicapområdet fra 2013 til 2021.
Rapportens konklusioner kommer ikke bag på Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer:
"Alt for mange mennesker med handicap skal kæmpe og klage sig til at få den rette hjælp. Det har store konsekvenser for det enkelte menneske og familier. Det er en kritik, man ikke kan sidde overhørig," siger han.
På baggrund af denne rapport opfordrer Statsrevisorerne nu Folketinget til at overveje, om der er strukturelle problemer bag de tilbagevendende problemer på handicapområdet trods mange års indsats for at rette op.
Igennem mange har man forsøgt med lappeløsninger. Men det har haft yderst begrænset effekt. Derfor bakker vi i Danske Handicaporganisationer op om behovet for en nytænkning af handicapområdet.
For mange fejl
Her er et udpluk af, hvad Statsrevisorerne hæfter sig ved i rapporten:
- Ankestyrelsens statistik og undersøgelsen viser, at der er mange fejl i kommunernes afgørelser på handicapområdet. Ankestyrelsens omgørelser af kommunale afgørelser på handicapområdet – som er steget løbende siden 2014 – skyldes fortrinsvist utilstrækkelig sagsoplysning, eller at kommunernes afgørelser ikke er inden for lovens rammer.
- Der er særligt mange fejl i sager vedrørende hjælp til forældre til børn med handicap, i sager vedrørende visitation af borgere til tilbud og i sager vedrørende brug af magtanvendelse. Rigsrevisionens gennemgang af 50 sager viser desuden, at der er formelle og indholdsmæssige mangler i mere end halvdelen af sagerne.
- Kommunernes systemunderstøttelse og registreringer på handicapområdet er mangelfulde, og kommunerne er ikke i stand til at levere data med tilstrækkelig validitet.