Søg
Nyhed

Ny rapport: Mange oplever handicap som hindring for at tage en uddannelse

Næste to ud af tre studerende med handicap oplever, at deres funktionsnedsættelse betyder, at de ikke får samme fagligt udbytte af uddannelsen som deres medstuderende. Det viser en ny undersøgelse. Samtidig dropper næsten halvdelen af alle studerende med handicap ud af deres uddannelse.

Billede af konference om vilkårene for studerende med handicap

Studerende med handicap møder så mange barrierer i uddannelsessystemet, at det for manges vedkommende føre til, at de dropper ud af deres studie.

Det viser en ny undersøgelse fra tænketanken Perspektiv og Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH), der blev præsenteret 30. oktober i Handicaporganisationernes Hus.

Barriererne er mange, men helt generelt vurderer 64 procent af de adspurgte studerende med handicap, at deres funktionsnedsættelse er en hindring for, at de kan opnå samme fagligt udbytte som deres medstuderende. De peger blandt andet på, at mange undervisningsmaterialer ikke er tilgængelige. Generelt oplever studerende med handicap udfordringer med både faglig, fysisk og social inklusion på deres uddannelser. Undersøgelsen viser blandt andet at:

  • 64 procent oplever, at deres handicap er en hindring for at opnå samme fagligt udbytte som deres medstuderende.
  • Kun hver anden studerende med handicap har modtaget vejledning om de særlige støtte- og dispensationsmuligheder, der findes for mennesker med handicap.
  • 60 procent har manglet støttemuligheder for at gennemføre sin uddannelse på lige fod med andre.
  • 22 procent oplever, at undervisningsmaterialerne slet ikke eller i mindre grad er udarbejdet, så de er tilgængelige.
  • 60 procent deltager aldrig eller sjældent i sociale arrangementer på uddannelsen.

På baggrund af undersøgelsen har følgegruppen, der består af en række elev- og studenterorganisationer, udarbejdet ti anbefalinger til, hvordan studerende med handicap får bedre vilkår i uddannelsessystemet. De foreslår blandt andet at:

  • Styrke den faglige tilgængelighed på uddannelserne, blandt andet ved at gøre undervisningsmaterialet tilgængeligt og at forpligte underviserne på at bruge de værktøjer og hjælpemidler, der er til rådighed.
  • Mulighed for en helhedsorienteret studieplan, hvor studiet tilrettelægges efter den studerendes ressourcer og at den studerende har adgang til den støtte og de hjælpemidler, vedkommende har brug for under hele studiet.
  • Bedre dispensationsmuligheder, hvor den studerende blandt andet ikke skal indsamle samme dokumentation flere gange.

Du kan læse hele rapporten her:

Nødvendigt for nogle - Godt for alle

Emne