Nyhed

Konstruktiv dialog om udfordringer blandt unge med handicap på videregående uddannelser

Tirsdag d. 21. maj 2019 mødtes Thorkild Olesen med uddannelsesordfører fra Dansk Folkeparti, Jens Henrik Thulesen Dahl og en gruppe studerende med handicap på Syddansk Universitet i Odense. Rektor Henrik Dam var vært ved mødet. Næstformand i Danske Studerende Fællesråd, Søren Fauerskov Hansen, deltog og i mødet.

Thorkild Olesen står sammen med bl.a. Jens Henrik Thulesen Dahl på Syddansk Universitet Odense

Formålet med mødet var at sætte fokus på de studerende med handicap og tale om, hvordan vilkårene kan forbedres, så flere unge med handicap kan tage en videregående uddannelse.

På mødet fortalte Katrine, Ann-Cathrine, Emil og Marius fra Rækværk (netværk blandt studerende med handicap), om de udfordringer de møder, som studerende med handicap. De oplever, at manglende mulighed for at tilrettelægge studiet tilstrækkelig fleksibelt på grund af kravene om fremdrift, bureaukrati og besvær i forbindelse med ansøgninger om dispensationer og ikke mindst usikkerhed om økonomien er nogle af de største barrierer for at kunne gennemføre deres uddannelse. Et af problemerne består i, at selvom de studerende får lov til at strække deres uddannelse over længere tid, som følge af deres handicap, bliver der ikke bevilget ekstra SU. Derfor er mange studerende bekymrede for, hvordan de skal klare at færdiggøre studiet, når SU’en ophører.

Omvendt fremhævede de studerende muligheden for at få specialpædagogisk støtte, SPS under studiet. De gav udtryk for, at SPS har været afgørende for deres mulighed for at kunne studere.

Rundt om bordet var der stor enighed om, at der er behov for at kunne indføre en ny ”helhedsorienteret studieplan”. Den skal sikre, at der fra studiestart tages højde for den studerendes funktionsnedsættelse og behov for forlænget studietid, så der ikke skal søges om dispensationer undervejs, med mindre der opstår noget uforudset. Samtidigt skal den studerende sikres SU til hele studiet.

DH vil arbejde politisk for at få indført helhedsorienterede studieplaner for studerende med handicap.

Baggrund: DH’s temperaturmåling blandt studerende med handicap på videregående uddannelser

DH gennemførte i 2017 en temperaturmåling blandt studerende med handicap på videregående uddannelser med fokus på fremdriftsreformen og inklusion for studerende med handicap. 500 besvarede undersøgelsen.

Blandt de studerende, der har besvaret undersøgelsen er de største grupper studerende med psykisk sygdom (22 pct.), ordblindhed (21 pct.), udviklingsforstyrrelser som ADHD (14%) og autisme (10 pct.). 15 pct. har et bevægehandicap, mens 14 pct. har et kommunikationshandicap. Kategorien ”andet” dækker over blandt andet nyresygdomme, diabetes, fibromyalgi, cystisk fibrose, kronisk hovedpine og hjerneskade.

Undersøgelsen viser, at en stor del af de studerende med handicap oplever mange udfordringer i relation til det at studere. De er bekymrede for, om de kan klare kravene om fremdrift, om de kan få økonomien til at hænge sammen, hvis SU’en stopper, og i sidste ende om de kan gennemføre deres uddannelse. Der er en stor gruppe blandt de studerende med handicap, der oplever stress og som ikke trives under deres uddannelse.

Fakta

Men uddannelsesniveauet i befolkningen generelt er stigende, er andelen af personer med handicap med en erhvervskompetencegivende uddannelse faldt fra 74% til 66% fra 2012 til 2016 for de 30-40 årige. I samme periode steg uddannelsesniveauet for personer uden handicap fra 84% til 86%.

Kilde: Institut for Menneskerettigheder på baggrund af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds (VIVE) tilbagevendende survey af levevilkår for mennesker med handicap i Danmark.

Udviklingen går især den forkerte vej for personer, der efter deres egen vurdering har et større psykisk handicap. Her er andelen med en erhvervskompetencegivende uddannelse faldet fra 51% til 35%.

Kilde: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds (VIVE), ”Personer med handicap”.

Fakta

Sandsynligheden for at være i arbejde stiger generelt med uddannelsesniveauet, men der er større effekt af uddannelse, hvis man har et handicap.

Blandt personer med handicap har 4 ud af ti uden erhvervskompetencegivende uddannelse et arbejde, mens 8 ud af ti med en lang videregående uddannelse er i job. Beskæftigelsesgabet er således godt 40% imod 26% for personer uden handicap. 

Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), ”Handicap, beskæftigelse og uddannelse i 2016”

 

Emne