Søg
Debatindlæg

Indlæg i Politiken: Tro på unge med handicap

Thorkild Olesen havde 9. november et indlæg i Politiken om det faldende uddannelsesniveau hos mennesker med handicap.

Debatindlæg i Politiken med overskriften "Vi skal tro på unge med handicap"

Angelica ville ligesom andre unge uddanne sig og være en del af fællesskabet på en ungdomsuddannelse. Hun startede på gymnasiet, men mødte udfordringer på grund af hendes handicap. Angelica har paranoid skizofreni med borderline tendenser og havde fx svært ved fremlæggelser foran klassen.

Da Angelica fortalte studievejlederen på gymnasiet om sin diagnose, lød svaret: Vi kan ikke tage særlige hensyn til dig ved fremlæggelser.

Resultat: Angelica stoppede på gymnasiet – ifølge hende, fordi der manglede forståelse for hendes handicap. I dag er hun på kontanthjælp.

Historien viser et generelt problem: Uddannelsesniveauet falder for unge med handicap. Andelen af 30- til 40-årige med et handicap med en kompetencegivende uddannelse er dykket fra 74 procent til 66 procent, viser VIVE-tal. I samme periode – 2012 til 2016 - steg niveauet for personer uden handicap.

Mennesker med handicap ønsker at leve et liv som alle andre. Det er svært uden en uddannelse.

Hvis man ligesom Angelica kan og vil bidrage til fællesskabet og være på arbejdsmarkedet, er uddannelse nøglen. Uddannelse gavner alles jobchancer. Men VIVE har konkluderet, at uddannelse er ekstra afgørende for, at mennesker med handicap får et job.

Derfor gør det ondt at læse, at færre unge med handicap starter på en ungdomsuddannelse. Og mange stopper på uddannelsen - sammenlignet med de jævnaldrende uden handicap.

Jeg har mødt mange unge, der har evnerne til at tage en uddannelse. Men de knækker nakken på rigide rammer og for lidt viden om handicap på uddannelserne.

Omkring 200.000 i alderen 16-27 år har et større eller mindre handicap, vurderer vi i DH. De fleste burde gå på eller have gennemført en ungdomsuddannelse. Men tallene viser det modsatte.

Erhvervsskolerne, gymnasiet og de andre ungdomsuddannelser spiller en central rolle, fordi de giver adgang til de kompetencegivende uddannelser.

Vi skal have skabt mere fleksible uddannelser, hvor elever med handicap eksempelvis får mulighed for at gennemføre på nedsat tid. Det vil få flere elever gennem uddannelsessystemet og være en livslang investering, som gavner alles fremtid.

Vi må hjælpe lærere og uddannelsesinstitutioner med den nødvendige viden om handicap. I DH har vi spurgt lærerne på stx og hf og halvdelen efterspørger viden om handicap for at kunne tilrettelægge undervisningen.

Vi skal tro på unge med handicap. De vil fremad og bidrage til fællesskabet.

Angelica er i dag 22 år. Hun er bange for at starte på en ny uddannelse, fordi gymnasietiden stadig sidder i hende. Hun drømmer om at blive SOSU-assistent.

Emne