Søg
Nyhed

Festlig handicapdag skabte opmærksomhed om uddannelse og handicap

Handicaporganisationernes Hus var mandag ramme om markeringen af FN´s internationale handicapdag. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen var med til at fejre den særlige dag, der havde fokus på at få flere unge med handicap i uddannelse.

Som protektor for flere handicaporganisationer var Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen med til at markere handicapdagen.

Billede af forskellige mennesker fra Internation Handicapdag

Også Statsminister Lars Løkke Rasmussen var inviteret til at fejre FN's internationale handicapdag i Handicaporganisationernes Hus. 

Færre unge med handicap uddanner sig

Danske Handicaporganisationer (DH) brugte dagen til at gøre opmærksom på unge med handicap og uddannelse.  

Formand for DH, Thorkild Olesen åbnede dagen med at fortælle om de nedslående tal, der viser at færre unge med handicap får en uddannelse.

Ikke på grund af handicappet. Men fordi uddannelsessystemet ikke er fleksibelt nok til at rumme de unge.

"I dag skal vi vende udviklingen".

Det var formandens opfordring til de fremmødte gæster. Gæsterne talte også repræsentanter fra handicaporganisationerne og samarbejdspartnere fra erhvervsliv og uddannelsessystemet.

Med bedre muligheder kan flere unge uddanne sig

Jakob Terp Hansen gik på talerstolen efter formanden. Jakob har autisme og går i 2 g på Asperger linjen på Høje-Taastrup Gymnasium.

Han fortalte, at for folk med autisme er det mere undtagelsen end reglen, at de er i arbejde. For ham selv har det netop været de rette muligheder, som har hjulpet ham på vej:

"Muligheder er det, der har gjort, at jeg kan stå foran jer i dag. At jeg i en tidlig alder kunne skifte fra en almindelig skole til en specialskole tilpasset folk med autisme".

Lars Løkke taler på en scene i Handicaporganisationernes Hus ved FN's internationale handicapdag

Statsministeren roste Jakob for så skapt at sætte fokus på muligheder. Og hvad de betyder for, at unge med handicap kan uddanne sig.

Vi skal se efter mulighederne og ikke begrænsningerne, og samfundet skal være rummeligt. Vi skal have flere unge med handicap som Jakob i uddannelse, sagde han:

"Der bliver ikke mindre plads af, at vi får flere indenfor. Og færre udenfor. Tværtimod. Når der er højere til loftet, bliver der mere plads. For ingen kan alt, men alle kan noget, og sammen kan vi mere".

Statsministeren sluttede sin tale af med at takke handicapbevægelsen for at minde os om, hvad handicapkonventionen handler om og forpligter os til.

Lokale DH-afdelinger markerer handicapdagen

Ikke alene i Handicaporganisationernes Hus blev dagen fejret. Dagen blev festligt markeret landet over. Og mange handicappriser blev givet til personer, foreninger og virksomheder, der har gjort en særlig indsats for mennesker med handicap i årets løb.

Læs mere om dagen i Handicaporganisationernes Hus i BT

Læs mere om dagen i Billed-Bladet

Læs hele Jakob Terp-Hansens tale