Nyhed

Elever med handicap bør deltage i idrætstimerne

Elever med handicap kan få problemer med optagelse på en ungdomsuddannelse, fordi de er fritaget fra idræt i folkeskolen. Nyt idrætsmateriale om handicap skal klæde lærere og skoler bedre på.

TV 2-indslag fra Byskovskolen, hvor elever med handicap er med i idrætstimerne

Mie går i 6. klasse på Byskovskolen og ses her i indslag på TV 2. På skolen er alle elever med til idræt – selvom de ligesom Mie har et handicap. Men mange elever med handicap er ikke med i idrætstimerne på landets skoler.

Elever med handicap risikerer at komme i klemme i uddannelsessystemet, når de skal videre fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse.

Problemet er, at idræt nu kan trækkes som et eksamensfag i folkeskolen. Eleverne skal bestå syv ud af syv eksamener for at kunne komme ind på en ungdomsuddannelse. 

Hvis du har været fritaget fra idræt hele året, vil det derfor være umuligt at bestå en idrætseksamen. Før sommerferien var der en midlertidig dispensationsregel for elever med handicap, som havde været fritaget for idræt i løbet af året. De kunne trække et nyt fag, hvis de trak idræt. Men det gælder ikke længere.

De seneste uger har både DR og TV 2 omtalt et nyt idrætsmateriale om handicap udviklet af blandt andre Dansk Skoleidræt, Videnscenter om handicap og nogle skoler. Materialet hedder 'Alle med til idrætsfaget' og skal få flere elever med handicap inkluderet i idrætstimerne.

DH mener

I DH arbejder vi for, at ingen unge med handicap kommer i klemme i uddannelsessystemet. I den bedste af alle verdener deltager alle elever med handicap derfor i idrætstimerne og kan gå til eksamen i faget.

Vi håber, at skoler og lærere vil tage godt imod det nye idrætsmateriale. Indtil da må vi sikre, at reglerne på området ikke gør det sværere for unge med handicap at komme ind på en ungdomsuddannelse.

I kan finde TV 2's indslag om materialet her - 15:47 inde i udsendelsen (bag betalingsmur): TV 2 Nyhederne, 15. august 2019

DR har også omtalt det nye materiale og problemstillingen for elever med handicap i en artikel her: DR, 28. august

Fakta om uddannelse og handicap

Hver fjerde barn med handicap bliver fritaget i fag

26 pct. af forældre til børn med handicap har svaret i en DH-undersøgelse af inklusion i folkeskolen, at deres barn bliver generelt fritaget fra nogle fag i skolen. Mange angiver, at barnet bliver fritaget fra idræt.

Læs om DH's undersøgelse af inklusionen (2016)

Unge med handicap mangler ungdomsuddannelse

46, 1 procent af unge med handicap har ikke fuldført en ungdomsuddannelse som 25-årig, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd foretaget for Danske Handicaporganisationer (DH). Til sammenligning er det kun 15,4 procent af mennesker uden handicap, der mangler ungdomsuddannelsen som 25-årig. ​​​​​

Læs mere om analysen her

Færre med handicap får en uddannelse

Uddannelse har ekstra stor betydning for mennesker med handicap og deres jobmuligheder. Men andelen af personer med handicap, der får en erhvervs- eller videregående uddannelse, falder. Fra 2012 til 2016 faldt andelen fra 74 til 66 pct., alt imens uddannelsesniveauet steg fra 84 til 86 pct. for personer uden handicap.

Læs mere om tallene hos Institut for Menneskerettigheder

 

Emne

Kontakt

Karen Il Wol Knudsen

Karen Il Wol Knudsen

Chefkonsulent på uddannelsesområdet
51 32 86 88