3. december går det løs med den internationale handicapdag
I DH sætter vi stort ind for at markere den internationale handicapdag søndag d. 3. december. Og vi håber, at I vil være med til at hjælpe og markere dagen.
![Handicapdagens logo med Verdensmålenes logo og teksten "Den internationale Handicapdag 3. december"](/files/styles/landscape_thin_01/public/media/image/logo_handicapdag.jpg?h=033672ea&itok=3FAVWNov)
3. december er FN’s Internationale handicapdag, og den markeres verden over.
Det er en god dag at sætte fokus på lige muligheder – også for mennesker med handicap. Den har ikke fået så meget opmærksomhed i Danmark, men det prøver vi at gøre noget ved i år.
Vi vil derfor have så mange som muligt til på søndag at markere, at det er handicapdagen – og især på de sociale medier. Derfor allierer vi os med flere af vores gode venner af huset, samarbejdspartnere og interessenter, så de også markerer dagen i deres sociale netværk.
I dagene op til og på selve dagen vil vi på vores sociale medier dele grafikker (statistik/tal), billeder og videoer med budskaber omkring mennesker med handicap. Disse forskellige opdateringer er I selvfølgelig meget velkomne til at dele på jeres sociale profiler.
På dagen vil vi benytte os af #handicapdag, når vi deler ting på de sociale medier. Så her en opfordring til også at benytte det.
Derudover arbejder vi på at få nogle historier i medierne i dagene før eller på dagen, så vi også får noget journalistisk bevågenhed på handicapområdet i forbindelse med dagen.
Men vi håber meget, at I vil være med til at være aktive på de sociale medier med egne initiativer og DH’s initiativer, så alle i hele landet ikke er i tvivl om, at første søndag i advent også var international handicapdag.
Vi starter allerede mandag med at varme op til dagen, hvor vi præsenterer logoet.