Sådan brugte afdelingerne handicapdagen
I mange afdelinger er det blevet en fast tradition at bruge handicapdagen til at hædre årets særlige indsats på handicapområdet. I det følgende kan du se afdelingernes billeder fra prisuddelingen.
Igen i år har der rundt om i landet været fest og højt humør på den internationale handicapdag den 3. december. Og i mange afdelinger blev dagen fejret med festlige arrangementer og uddeling af handicappriser til lokale ildsjæle.
Særligt prisuddelingen er blevet en fast tradition mange steder. I mange afdelinger er dagen blevet en anledning til at sætte fokus på handicap og behovet for, at vi lokalt skaber bedre forhold for mennesker med handicap.
Forud for dagen bad vi alle DH-afdelinger om at sende os et billede fra uddelingen. Vi har samlet et lille udpluk af dem her.
Afdelingernes billeder fra handicappris-uddelingen
I år gik prisen på Syddjurs eksempelvis til en familie på fem fra Ebeltoft, som har skabt et håndboldhold for mennesker med udviklingshandicap:
Den særlige pris gik i Lyngby-Taarbæk til Kristian Schou Hedegaard for hans arbejde med at gøre hverdagen lettere for blinde og svagtseende.
I København gik prisen i år til Glad Fonden for deres fokus på inklusion og at insistere på, at alle har noget at tilbyde samfundet.
Nivå Bådelaug i Fredensborg vandt prisen for at skabe oplevelser på det åbne hav for mennesker med handicap.
Ann Kirkegaard i Silkeborg fik prisen for blandt andet at have startet et LykkeLiga-hold for børn og unge.
I Herlev fik Sus Nilsson prisen for sit arbejde med at skabe motiverende fællesskaber for folk med Parkinson.
Prisen gik i Lejre til den lokale biograf i Hvalsø for deres arbejde med at gøre biografoplevelsen mulig for mennesker med forskellige typer af handicap.
I Kerteminde modtog Brian Holm Egdal fra REMA1000 i Munkebo prisen for at hjælpe udfordrede unge med at finde fodfæste på det ordinære arbejdsmarked.