Søg
Nyhed

Nye tal: Voldsom stigning i ventetiden på handicapbil

Ventetiden på at få afgjort sager om støtte til handicapbil er steget med 18 procent siden 2011, viser tal fra Danmarks Statistik. Samtidig er der store kommunale forskelle, og i mange kommuner er ventetiden på over et år.

Grafen viser at der er store kommunale forskelle på ventetiden til at få handicapbil

Christian Thomsen fra Aabenraa er et af mange mennesker med handicap, der venter længe på at få afgjort sager om økonomisk støtte til handicapbil. Han har ventet næsten et år på at få svar på sin ansøgning, og regner med at der går et halvt år mere, før han får bilen.

Opdateret d. 5. november med debatindlæg i Fyens Stiftstidende. Opdateret d. 6. november med radioindslag i P4 København.

På landsplan er ventetiden på at få afgjort sager ved kommunen om støtte til køb af handicapbil steget fra i gennemsnit 33 uger i 2011 til 39 uger i 2018. Det svarer til en stigning på 18 procent. Men i nogle kommuner er ventetiden meget længere:

  Stigning Uger
Køge 200 procent 22 til 66
Odsherred 131 procent 19 til 44
Thisted 123 procent 13 til 29
Vejen 121 procent 13 til 29
Holbæk 119 procent 26 til 57

I mange kommuner skal mennesker med handicap i gennemsnit vente langt over et år på at få svar på deres ansøgning om tilskud til handicapbil:

  Gennemsnitlig sagsbehandlingstid
Fredericia 78 uger
Vejen 73 uger
Herlev 72 uger
Stevns 67 uger
Køge 66 uger

Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at det kan have stor betydning for sagsbehandlingstiden, hvilken side af kommunegrænsen man bor på. Fx er der over et års længere ventetid, hvis man bor i Fredericia fremfor i Vejle eller i Vejen fremfor i Varde.

 

Handicapbil i medierne

P4 Trekanten

Landets hurtigste og langsomste kommune ligger side om side. I Vejle er sagsbehandlingstiden på 14 uger, i Fredericia på hele 78 uger. Det tog kun Vejle tre måneder at behandle Anika Søndergaards ansøgning, mens Henning Troelsen måtte vente halvandet år i Fredericia.

Hør indslaget her

 

P4 Syd

I Varde tager det kun 17 uger at behandle ansøgninger om handicapbil. Ifølge borgmester Erik Buhl Nielsen skyldes det, at kommunen har ansat to personer, der følger sagerne fra start til slut. I Vejen er sagsbehandlingstiden hele 73 uger, og ifølge borgmester Egon Fræht er det voldsomt.

Hør indslaget her

Christian Thomsen var 11 måneder om at få behandlet sin ansøgning om handicapbil i Aabenraa. Det er dog noget kortere end det halvandet år det tog, da han ansøgte om handicapbil i Tønder Kommune.

Hør indslaget her

 

P4 Nordjylland

Sagsbehandlingstiden i Nordjylland er i gennemsnit på 10 måneder. I Brønderslev Kommune tager det 48 uger, og formanden for kommunens socialudvalg, Martin Bech, vil nu iværksætte en undersøgelse af, hvorfor sagsbehandlingstiden er steget. Thorkild Olesen kommenterer sagen.

Hør indslaget her

 

P4 København

Sagsbehandlingstiden i Hovedstadsområdet er steget med cirka 15 procent. Vibeke Pagh er en af dem, der venter rigtig længe på at få svar på sin ansøgning. Hun fortæller om alle de fordele, der er ved at have en handicapbil og hvad det betyder for hendes livskvalitet at have bilen. Thorkild Olesen kommenterer sagen.

Hør indslaget her

I radioavisen kommenterer DH-formand Thorkild Olesen de store kommunale forskelle:

Hør indslaget her

 

Fyens Stiftstidende

I flere fynske kommuner er ventetiden på at få afgjort sager om støtte til handicapbil næsten ét år. I følge forvaltningscheferne i Odense og Nordfyn er det ikke tilfredsstillende. Avisen har også talt med Peder, der efter et år stadig venter på at få afgjort sin sag.

Læs artiklen her

DH-formand Thorkild Olesen skriver i et debatindlæg, at det er uforståeligt med så store forskelle kommunerne imellem.

Læs indlægget her

 

DR

Vibeke Pagh har ventet i otte måneder, og har endnu ikke fået svar på sin ansøgning. Ifølge kommunen kan det blandt andet skyldes, at der er lang ventetid på nye lægeerklæringer og godkendelse fra politiet. Thorkild Olesen kommenterer sagen.

Læs historien her

 

DH: Indfør ventetidsgaranti

Handicapbevægelsen præsenterede i oktober 2019 et udspil til en ny retning for socialpolitikken i Danmark. Her foreslår vi blandt andet at der indføres en ventetidsgaranti på sagsbehandling. Vi foreslår, at der fastsættes nationale retningslinjer for sagsbehandlingstider og afgørelsesfrister, og at kommunerne forpligtes på, at mindst 90 procent af sagerne skal afgøres inden for de nationalt fastsatte frister. Du kan læse mere om vores nye socialpolitik her:

DH's nye socialpolitik

Du kan selv gå på opdagelse i tallene og se, hvordan udviklingen har været i din egen kommune. Tallene er trukket fra Danmarks Statistik, og du finder dem her:

Dokumenter