Debatindlæg, Nyhed

Mange med handicap fravælger toget

Mange mennesker med handicap oplever problemer med at rejse med tog, skriver Thorkild Olesen i et debatindlæg hos Avisen Danmark.

Avisudklip fra Avisen Danmark

Indlægget blev bragt i en række af Avisen Danmarks lokalaviser.

Mange med handicap fravælger toget

Gustav er 14 år og vil som alle andre teenagere gerne komme rundt uden at være afhængig af sine forældre.

Men han er kørestolsbruger og kan ikke tage toget uden at få hjælp.

Gustavs mor måtte slæbe ham ind i toget, fordi perronen og toget ikke har samme højde. På en tur til København var de også nødt til at tage S-toget et stop længere, fordi elevatoren var ude af drift.

Kort sagt er togture forbundet med stort besvær og ingen selvstændighed for Gustav. Forestil dig, hvor frustrerende det må være for en teenager ikke selv at kunne komme rundt.

Gustav har desværre ikke mange venner på grund af sit handicap og deltager i færre ting i fritiden. Den utilgængelige transport gør kun problemet værre.

I Danske Handicaporganisationer (DH) har vi netop spurgt mennesker med handicap, hvordan de oplever kollektiv transport. Næsten 600 har svaret på vores rundspørge, og tallene er nedslående:

Otte ud af ti (81 procent) svarer, at de samlet set oplever det som besværligt eller umuligt at rejse med tog.

De fleste svarer i undersøgelsen, at de har problemer med at komme på og af toget. Det er ikke kun kørestolsbrugere, men også mennesker med andre fysiske handicap, der kan have svært ved det store gab mellem perron og tog.

Vi har spurgt, hvordan det påvirker tilværelsen, når man bliver nødt til at fravælge tog, busser og andre kollektive transportformer på grund af sit handicap.

Her svarer næsten hver anden, at de deltager i færre fritidstilbud og besøger familie og venner mindre. Hver tredje siger, at de bliver mere ensomme.

Alle burde kunne komme rundt i samfundet

Der er brug for en langsigtet plan for at gøre togstationerne mere tilgængelige. Lavgulvstog - tog uden trapper ved indgangen – er rigtig fornuftigt. Men det er ligegyldigt, når landets perroner i dag har forskellige højder. Måske kan du komme på toget i Odense, imens det er umuligt uden hjælp i Esbjerg.

Alle stationer bør derfor have samme perronhøjde, så mennesker med handicap, forældre med barnevogn eller ældre gangbesværede selv kan komme ombord på toget. Flere mennesker vil få mulighed for at leve et mere selvstændigt liv.

Det må indarbejdes i politiske aftaler på området, og når perroner alligevel fornyes eller renoveres. Transportminister Benny Engelbrecht (S) har lovet os, at han vil tage justering af perronhøjder med i en fremtidig infrastrukturplan. Det er positivt.

Vi lever jo ikke længere i middelalderen – alle burde kunne komme rundt i samfundet.

Kontakt

Sigurd Jørgensen i Handicaporganisationernes Hus

Sigurd Jørgensen

Kommunikationschef
92 15 00 88