Søg

Inklusion kræver aktion

Målet er at støtte NFDN i arbejdet for at få de(n) nepalesiske regering(er), både føderale og provinsielle, samt de lokale myndigheder til at implementere Handicapkonventionen og Nepals handicaplov. For at konkretisere arbejdet vil NFDN udvælge og fokusere på de vigtigste konkluderende observationer og anbefalinger, som FN’s Handicapkomité gav Nepal i 2018. Projektet er dels målrettet regeringen og andre relevante ansvarshavere for at få dem til at indsamle og bruge handicap-specifik data, og dels målrettet handicapbevægelsen for at styrke dem i at monitorere implementeringen af handicaploven, og bruge den indsamlede viden og konkrete eksempler i deres fortalervirksomhed.

Statens indsamling og brug af statistik

NFDN vil arbejde for, at det nationale statistikbureau og udvalgte ministerier etablerer en struktur og proces for løbende indsamling af data om implementering af handicaploven, herunder budgetteringen, sådan som handicaploven foreskriver. Derudover vil NFDN arbejde for at fremme, at handicap indgår i forskellige relevante surveys. Her er særligt to konkrete muligheder for at sikre bedre og omfattende officielle data om handicap, nemlig gennem den planlagte folketælling i 2021 og i et nationalt ’Living condition survey’, der forventes udført i 2022. En af FN’s Handicapkomités seneste anbefalinger til den nepalesiske regering var at bruge det supplerende spørgsmålssæt, der er udviklet af Washington Group on Disability Statistics (WGDS), som en del af den kommende folketælling. Spørgsmålssættet giver mulighed for at opnå langt mere retvisende data om personer med handicap, end tidligere benyttede handicapspørgsmål. På trods af intensivt lobbyarbejde fra NFDN er det fortsat usikkert om det lykkes at overbevise statistikbureauret herom. Hvis ikke det lykkes, er der på baggrund af globale erfaringer grund til at forvente, at data på omfanget af handicap bliver for lave, og der bliver derfor behov for, at NFDN foretager mindre stikprøve-surveys, der kan understrege denne pointe ved folketællingen. NFDN vil, med hjælp fra sine medlemsorganisationer, ligeledes arbejde med at oplyse mennesker med handicap om folketællingen og betydningen af at deltage for derved at mobilisere mennesker med handicap til at deltage. NFDN’s tilgang til at påvirke ’living condition survey’ vil ligeledes være at arbejde for, at myndighederne inddrager kvalificerede spørgsmål relateret til handicap, som fx spørgsmålssæt fra WGDS, samt gennem oplysning til personer med handicap gennem medlemsorganisationerne.

Styrkelse af medlemsorganisationerne

På de lokale niveauer (municipalities og ward) vil NFDN arbejde for en styrket monitorering af handicaplovens implementering. NFDN vil forstærke kapaciteten hos udvalgte medlemsorganisationer, inden for hver provins, til at monitorere implementeringen i nogle af Nepals 753 municipalities, og derigennem opnå viden og data til brug i fortalervirksomhed. NFDN vil herigennem kunne arbejde med at oplyse de lokale myndigheder om de rettigheder, som handicaploven indeholder for mennesker med handicap. Det kunne eksempelvis omhandle at sikre tilstrækkelig budgetallokering til handicaptillæg, adgang til skoler, mm. Data fra monitoreringen lokalt skal ligeledes fungere som belæg i NFDN’s fortalervirksomhed på både provins- og føderalt niveau. NFDN vil etablere kapacitetsudviklende teams på føderalt- og provins niveau til primært at træne de udvalgte medlemsorganisationer gennem brug af en kombination af videoer, tjeklister og eksempler, som ligeledes kan tilgås af de resterende af NFDN’ s 335 medlemsorganisationer. 

Partnerkoordinering

Projektets implementering vil så vidt muligt også koordineres med andre af NFDN’s partnerorganisationer, særligt organisationerne MyRights og CBM. Stærkt opfordret af FFO og DH lykkedes det NFND i Februar 2021 at afholde partnermøde med samtlige partnere hvor de individuelle projekters konkrete mål og budget blev delt. Der er en stor vilje blandt partnerne til fortsat at koordinerer og støtte NFDN til at udvikle et årligt globalt budget og 5 årig strategi for dennes organisationsudvikling og fortalervirksomhed.

Organisation(er)
Danske Handicaporganisationer
Land
Nepal
Periode
-
Projekttype
Andre
Total bevilling
3.732.026DKK