Søg

Strategier for inklusion af mennesker med handicap i udvikling

Der er stigende global opmærksomhed om, hvor vigtigt det er at inkludere mennesker med handicap i alt udviklingsarbejde - for ikke at lade de 16 procent af verdens befolkning med handicap i stikken. En lang række af de største udviklingsaktører globalt har de senere år udviklet strategier for inklusion af mennesker med handicap i deres arbejde. Her er nogle få af dem.

FN's Disability Inclusion Strategy

I 2019 lancerede FN en strategi, der skal sikre, at hele FN-systemet gør fremskridt med at inkludere mennesker med handicap i arbejdet og FN-organisationerne, sikre implementering af Handicapkonventionen og Verdensmålene

FN's Disability Inclusion Strategy indeholder en politik og en resultatramme, så fremskridtene i implementeringen af strategien måles og dokumenteres. 

Læs UN Disability Inclusion Strategy her

Verdensbankens Disability Inclusion and Accountability Framework

Også Verdensbanken sætter fokus på inklusion af mennesker med handicap. De lancerede i 2018 et Disability Inclusion and Accountability Framework. Denne ramme skal sikre handicapperspektivet i Verdensbankens politikker, programmer og analytiske arbejde.

Men den skal også sikre intern kapacitet til at støtte samarbejdspartnere i implementeringen af udviklingsprogrammer, der inkluderer mennesker med handicap.

Læs Verdensbankens Disability Inclusion and Accountability Framework her

EU's vejledning om inklusion af handicap i eksterne anliggender

I 2023 har EU vedtaget en vejledning om inklusion af mennesker med handicap i EU's eksterne anliggender, der både omfatter udviklingssamarbejde og humanitære indsatser. Vejledningen ligger i forlængelse af EU's seneste tiårs handicapstrategi, der indeholder en forpligtelser for EU og dets medlemslande til ar fremme lighed for mennesker med handicap i alle eksterne politikker, programmer og indsatser. Vejledningen har til formål at bistå EU's personale og partnere i at integrere rettigheder for mennesker med handicap på tværs. 

Læs EU's Guidance note: Leaving noone behind - Disability inclusion in EU external action her

Storbritannien: Disability Inclusion and Rights Strategy

Storbritannien har gennem Foreign, Commonwealth and Development Office været en af frontløberne på at fremme inklusion af mennesker med handicap i udviklingssamarbejde. I juli 2018 afholdt Department for International Development (DFID) sammen med den kenyanske regering og International Disability Alliance det første store globale topmøde om handicap: Global Disability Summit.

Storbritanniens nyeste strategi for inklusion blev lanceret ved det andet Global Disability Summit i februar 2022.   

Læs Storbritanniens Disability Inclusion and Rights Strategy 2022-30 her

Norge: Likestilling for alle

Som vært ved det andet Global Disability Summit i 2022 lancerede Norge deres første strategi for inklusion af mennesker med handicap i udviklingspolitikken. Strategien danner grundlaget for arbejdet med at inkludere rettigheder for mennesker med handicap i det norske udviklingssamarbejde. 

Læs Norges strategi Likestilling for alle 2022-25 her

Global Action on Disability

Netværket Global Action on Disability, også kaldet GLAD-netværket, samler alle de ovennævnte og en lang række andre mangesidige donorer samt fonde og privatsektor-aktører om at fremme inklusion af mennesker med handicap i international udvikling og humanitære indsatser.

GLAD-netværket fungerer som et koordinerende forum, der udveksler viden, koordinerer bidrag, arbejder for at udvide mængden og typen af aktører, der bidrager til denne dagsorden. Og netværket samler en stærk, fælles stemme for inklusion af mennesker med handicap.

I 2022 blev Danmark medlem af netværket. En stor del af medlemmerne af GLAD-netværket har strategier for inklusion af mennesker med handicap i udvikling - dette har Danmark dog endnu ikke.

Læs mere om GLAD-netværket her

Afdækning af europæiske donorer - herunder Danmark

Alle de ovenstående initiativer vidner om, at inklusion af mennesker med handicap i internationalt udviklingssamarbejde og humanitære indsatser heldigvis er ved at få momentum. Og at der er strategier på plads hos en række af de største og mest toneangivende organisationer globalt.

Der er dog fortsat en del donorer, som halter bagefter på en række områder - og Danmark er endnu ikke nået langt. 

Et af de vigtige internationale netværk, som DH er medlem af, European Disability Forum (EDF), har i 2020-21 foretaget en afdækning af en række europæiske bilaterale donorer og deres indsats i internationalt udviklingssamarbejde og humanitære indsatser. Danmark er en af de lande, der er undersøgt.

Læs om EDF's undersøgelse og og afdækningen af Danmarks indsats her