Søg
I baggrunden er to kvinder, der taler sammen ved et skrivebord. Foran er et blåt overlay med hvid og gul tekst, hvor der står "DH's samarbejdsmodel for sundhedstjek - sådan blev det til virkelighed"

Sådan blev sundhedstjekket til virkelighed

DH gennemførte i 2012-2014 et pilotprojekt med det formål at udvikle og afprøve en systematisk samarbejdsmodel for sundhedstjek til personer med sindslidelse eller udviklingshæmning, der bor i botilbud.

DH’s systematiske samarbejdsmodel for sundhedstjekket

Først undersøgte vi, hvilke barrierer der er, for at udviklingshæmmede og sindslidende kommer til lægen. På baggrund af barriereafdækningen og internationale erfaringer med sundhedstjek til målgruppen udviklede vi en model for sundhedstjek. Modellen blev udviklet af et projektteam med indgående kendskab til praksis. Projektteamet bestod af praktiserende læger, ledere af botilbud, ledere i den kommunale socialforvaltning og repræsentanter fra målgruppens brugerorganisationer. Modellen blev herefter afprøvet i praksis på maksimalt 20 borgere.

Sundhedstjek - Lige adgang til sundhedsvæsnet
Læs pixiudgaven af rapporten om samarbejdsmodellen for sundhedstjek herunder ​​

Sådan ser samarbejdsmodellen for sundhedstjek ud

Samarbejdsmodellen for sundhedstjek er en tredelt samarbejdsproces i tre faser.

Det er en struktureret faseopdelt samarbejdsproces mellem den voksne med udviklingshæmning/sindslidelse, medarbejderen på botilbuddet og borgerens praktiserende læge.

Første fase – forberedelsesfasen

Forberedelsesfasen består af en opsøgende indsats, hvor borgeren hjælpes til tidsbestilling hos egen læge, en blodprøve, der tages inden tjekket hos lægen, og et forberedelsesspørgeskema, som borgeren kan besvare alene eller sammen med en medarbejder. Forberedelsesskemaet er en række spørgsmål om borgerens generelle velbefindende som for eksempel mad, motion med videre.

Du finder forberedelsesskemaet her (åbner i nyt vindue)

Anden fase – besøg hos praktiserende læge

Borgeren får sit sundhedstjek hos sin praktiserende læge. En medarbejder fra borgerens botilbud eller pårørende kan ledsage borgeren efter behov. Hos lægen tages der udgangspunkt i forberedelsesskemaet og blodprøveresultaterne. Derudover vil lægen gennemgå borgerens medicinliste og udføre en helbredsundersøgelse bestående af blandt andet blodtryksmåling, EKG, lungefunktionsmåling, vægtregistrering og tandstatus. På baggrund af sundhedstjekket vurderer lægen, om der er behov for yderligere undersøgelser.

Du finder, hvad en helbredsundersøgelse kan bestå af her (åbner i nyt vindue)

Tredje og sidste fase – igangsættelse af det videre forløb

Sidste fase udgør en eventuelt henvisning til yderligere undersøgelser, iværksættelse af ny eller anden behandling og opfølgning i borgers hjem.

 

Du kan læse hele sundhedsstyrelsens indsats om sundhedstjek her (åbner i nyt vindue)

Se vores temaside om sundhedstjekket her