Søg
Dansk Handicap Forbund

Rehab-golf

Dansk Handicap Forbund

Fysisk aktivitet, træning og deltagelse i sociale fællesskab er en god cocktail, når mennesker med medfødt eller erhvervet bevægelseshandicap skal føle sig som en del af fællesskabet, og når den enkelte skal forbedre sin fysiske formåen.

Golftræning og golfspil giver motion, frisk luft, kræfter og balance, og deltagerne opnår samtidig et fællesskab i og omkring klubben – ved at gå sammen og møde ligestillede, trænere, andre aktive golfspillere og tilskuere. Følelsen af at være inkluderet giver mod på livet, skaber tilfredshed i den daglige tilværelse og åbner op for deltagelse i andre fællesskaber – uddannelse, erhverv, kultur eller socialt.

Golf til rehabilitering og fællesskaber er ikke udbredt i Danmark og er ikke en mulighed for mennesker med bevægelseshandicap. Derfor giver det god mening at etablere REHAB-GOLF på tværs af Danmark.

Tilbuddet skal være muligt i udvalgte klubber med gode faciliteter og rammer for at samle det nødvendige antal til at hold kan etableres, og at afstanden ikke bliver for stor for deltagerne.

Der er stor interesse for at blive det sted, hvor der er REHAB-GOLF. Klubberne vil gerne stille med frivillige, trænere og golfudstyr, som er indsamlet hos medlemmerne, hvor det har stået i kælderen og samlet støv.

REHAB-GOLF skal foregå på baner, hvor der er plads og tid, og hvor sværhedsgraden er passende for dem med bevægelseshandicap, som endnu ikke er klar til at gå på de store baner.

Der skal etableres et samarbejde med kommunerne, så de for det første kan henvise til klubberne og for det andet kan give økonomisk støtte til transport og kontingent.

Dansk Idræts-Forbunds formand støtter projektet, som skal gennemføres i samarbejde med Dansk Golf Union, klubberne og de lokale handicaporganisationer.

Efter 2021 skal projektet videreføres af klubberne.