Nyhed

Jobopslag: Chef til Videnscenter om handicap

Videnscenter om handicap søger ny chef til spændende udvikling af organisationen.

Vi søger pr. 1. august 2019 en engageret chef for Videnscenter om handicap. Videnscentret skal gennem analyser, undersøgelser, praksisudvikling og formidling bidrage til, at mennesker med handicap får bedre mulighed for at leve et aktivt liv.

Centret har netop skiftet navn (tidligere Handicapidrættens Videnscenter), og som ny leder skal du i samarbejde med bestyrelsen og medarbejderne udvikle en ny strategi for centrets arbejde i de kommende år. Det forventes, at den nye strategi lægger vægt på at skabe ny viden og metodeudvikling, der kan danne grundlag for nye løsninger for mennesker med handicap.

Mennesker med handicap halter efter resten af befolkningen, når der måles på livskvalitet, tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelsesniveau og et aktivt liv. Det skyldes ofte manglende viden og opmærksomhed. Videnscenter om handicap har en nøglerolle i at skabe mere viden på området og udvikle løsninger til gavn for mennesker med handicap.

Videnscentret blev etableret i 1995 med det formål at indsamle, systematisere, bearbejde og formidle viden med henblik på at fremme anvendelsen af handicapidrættens erfaringer i alle relevante sektorer i samfundet. Det aktive liv for mennesker med handicap er fortsat centralt for centrets arbejde.

Videnscentret har 9 medarbejdere med meget forskellige kompetencer og arbejdsområder inden for idræt, rehabilitering, arbejdsliv og kommunikation.

Kvalifikationer

Som chef for Videnscenter om handicap vil dine ansvarsområder omfatte:

  • Personaleleder for centrets 9 medarbejdere.
  • Ansvarlig for ressourcestyring og fundraising.
  • Indgå i videnscentrets arbejde på et eller flere af videnscentrets arbejdsområder.
  • Være videnscentrets ansigt udadtil.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har en relevant akademisk uddannelse og gerne ledelseserfaring. 
  • Er en stærk og empatisk personaleleder, som på en gang kan støtte og udfordre den enkelte medarbejder og meget gerne give faglig sparring på nogle af områderne.
  • Arbejder analytisk og er god til at sætte en retning for en organisation. 
  • Har kompetencer inden for ressourcestyring. 
  • Er nysgerrig og visionær.
  • Har politisk tæft.

Erfaring fra handicapområdet anses for en fordel.

Yderligere oplysninger


Spørgsmål om stillingen kan rettes til Jens Boe Nielsen (formand for Videnscenter om handicap) på tlf. 2632 5899 (jb@norreg.dk) eller til Lars Midtiby (næstformand og direktør for Danske Handicaporganisationer) tlf. 2220 0801 (lm@handicap.dk).

Ansøgning

Ansøgning sendes til Pernille Weiss på pw@handivid.dk, senest d. 6. maj kl. 12.00.

Der vil være samtaler i uge 21. Evt. anden samtale vil blive ugen efter.

Om Videnscenter om handicap

Videnscenter om handicap er finansieret med 1,6 mio.kr. årligt fra udlodningsmidlerne og en satspuljebevilling på 5,5 mio. årlig frem til 2022.

Videnscentret bor tæt ved Høje Taastrup station i Handicaporganisationernes Hus – verdens måske mest tilgængelige kontorhus.