Fire ud af ti sundhedsklinikker er ikke tilgængelige
En opgørelse fra sundhed.dk, som Danske Handicaporganisationer har foretaget, viser, at der er store problemer med tilgængeligheden til blandt andet tandlæger, psykologer og speciallæger.
DH har foretaget en opgørelse af i alt 8.216 praktiserende sundhedsklinikker på baggrund af tal fra sundhed.dk, hvor klinikkerne selv indberetter, hvorvidt der er handicapvenlig adgang til klinikken.
Opgørelsen viser, at kun 59 procent af sundhedsklinikkerne har handicapvenlig adgang. Således er der ved fire ud af ti klinikker ikke adgang for mennesker med handicap.
I sidste uge fortalte P4 Syd historien om Bente, der må køre 80 kilometer for at komme til ørelægen, selvom der ligger en ørelæge syv kilometer fra hvor hun bor. Den kan du læse her.
Herunder kan du se, hvordan handicapadgangen er på de enkelte sundhedsklinikker i de fem regioner.
Hovedstaden | Sjælland | Nordjylland | Midtjylland | Syddanmark | Hele landet | |
Fysioterapeuter | 76 | 83 | 93 | 92 | 87 | 86 |
Fodterapeuter | 72 | 68 | 89 | 82 | 86 | 77 |
Praktiserende læger | 56 | 80 | 83 | 79 | 88 | 73 |
Kiropraktorer | 59 | 54 | 56 | 76 | 69 | 64 |
Speciallæger | 41 | 52 | 69 | 65 | 70 | 53 |
Psykologer | 47 | 41 | 67 | 40 | 55 | 48 |
Tandlæger | 25 | 43 | 43 | 34 | 41 | 34 |
Tandplejere | 31 | 40 | 75 | 30 | 0 | 32 |
Alle sundhedsbehandlere | 47 | 61 | 71 | 62 | 70 | 59 |
I dette notat kan du gå mere i dybden med tallene:
DH mener:
Det er meget indgribende for mennesker med handicap, ikke at have selvbestemmelse over eget liv. Opgørelsen viser, at det frie sygehus- og lægevalg er sat ud af kraft, fordi mennesker med handicap bliver tvunget til at vælge fx læge og psykolog ud fra hensynet til, om de fysisk kan komme ind i bygningen.
I Danske Handicaporganisationer mener vi, at der skal oprettes en tilgængelighedspulje, sundhedsklinikkerne kan søge for at øge tilgængeligheden til klinikkerne. Det kan fx være ved at installere en lift eller bygge bredere døre, så kørestolsbrugere har adgang til bygningen.