Nyhed

DH på Folkemødet – men fra Høje Taastrup

Danske Handicaporganisationer afholder tre debatter til Folkemødet i år, som alle vil kunne ses online.

Der vil være mulighed for at følge flere debatter om handicapområdet, når årets Folkemødet fra Bornholm afholdes. Fra DHs side har vi arrangeret ikke mindre end tre af slagsen.

Temaerne for debatterne er fordomme om det at have et handicap, brugen af handicapkonventionen til at forbedre forholdene for mennesker med handicap i det Globale Syd og hvordan vi øger tilliden mellem personer med handicap og den kommunale forvaltning.

Som det er med så mange store begivenheder i disse tider, vil Folkemødet i år også være i en noget anden udgave. Det betyder, at det i overvejende grad vil være virtuelt.

Det har dog den fordel, at flere vil have mulighed for at følge med, når vores tre debatter i år foregår i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup og sendes ud online.

Debatterne kan følges via Facebook på de forskellige links længere nede. Undervejs vil der også være mulighed for at stille spørgsmål.

Det hele foregår torsdag den 17. juni.

Mere info om de enkelte debatter, præcise tidspunkter og links til Facebook-event neden for.

Kl. 14.15-14.45:

Kan blinde se, når det bliver mørkt?
Skolebørn spørger ind til, hvordan det er at leve med et handicap.

I dette arrangement rydder vi fordommene af vejen og sætter fokus på, hvordan det er at leve med et handicap. Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationers og Silke Ena Svare, talsperson for Autisme Ungdom, bliver bombarderet med spørgsmål fra børn, der får stillet deres nysgerrighed.

Link til event på Facebook her

Kl. 15.00-15.45:

International inspiration: politik og handicapkonventionen
Høst erfaringerne fra brugen af handicapkonventionen i det politiske arbejde i det Globale Syd

Handicapkonventionen er et af de vigtigste værktøjer i det handicappolitiske arbejde. Men bruger vi den nok og rigtigt? Lyt med og lad dig inspirere af de gode erfaringer, som handicaporganisationer i det Globale Syd har fået med at bruge handicapkonventionen i dialogen med politikere og myndigheder.

Link til event på Facebook her

Kl. 16.00-16.45:

Tillid på handicapområdet – hvordan kommer vi videre?
Hvordan øger vi tilliden mellem mennesker med handicap og de kommunale forvaltninger?

Et menneske med handicap giver sit bud på, hvordan et godt møde med kommunen er, og vi diskuterer, hvordan vi sikrer, at det sker. Og vi spørger forskeren, personen og politikeren, om der er en tillidskrise på handicapområdet, hvad den består af, og hvordan vi løser den.

Link til event på Facebook her