Debatindlæg

Store befolkningsændringer kalder på ny turismestrategi

I dagens udgave af Børsen har Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, Thorkild Olesen, formand for DH og Marianne Kofoed, direktør i Bevica Fonden, skrevet om behovet for en ny national strategi for turisme for alle.

En pink blomst står foran en række farverige huse i træ med altanter

Debatindlæg i Børsen den 11. marts 2019.

Turisme er et af verdens førende væksterhverv med årlige vækstrater på 4% på globalt plan. Det gælder også i Danmark, hvor turisme er et politisk prioriteret væksterhverv. Turismen i Danmark står for en omsætning på hele på 108,1 mia. kr. og er med til at skabe 135.700 job i hele landet.

Men der er også stor konkurrence om turisterne, og dansk turisme halter efter de internationale vækstrater. Hvis ambitionerne om vækst i dansk turisme skal nås, kræver det nye veje og nye markeder. En national strategi for turisme for alle kan være et middel til dette. Derfor er Dansk Erhverv, Danske Handicaporganisationer og Bevica Fonden gået sammen om denne turismepolitiske opfordring.

Vækstpotentialet findes allerede og Visit Denmarks egen analyse af tilgænge­lighed i turismen, flere europæiske analyser samt erfaringer fra andre lande peger på, at der er et potentielt uforløst marked i turisme for alle - særligt på grund af den stigende andel af ældre. Gruppen af ældre i ind- og udland forventes på verdensplan at stige fra 17 pct. af befolkningen i 2015 til 22 pct. i 2035 og endnu mere i Europa.

Det har flere lande indset. Med bl.a. Portugal, England og Australien i front bliver der formuleret nationale strate­gier, indhentet viden om markedspotentialet og afsat puljer til at understøtte turismeerhvervets og destinationer­nes udvikling og implementering af løsninger. Det samme bør vi gøre i Danmark.

Turisme for alle handler om den samlede rejse og destina­tion. Hvis potentialet skal realiseres, kræver det både over­natningsmuligheder, oplevelser, adgang til natur og kyst, spiseoplevelser og transport, som er tilgængeligt for en bred målgruppe. Samtidig kommer det også lokalsamfundet og borgerne til gavn, at det enkelte sted og oplevelser bliver mere tilgængelige.

Tu­risme for alle er i dag ikke politisk prioriteret, og fra politisk side spilles bolden over til erhvervet som dem, der skal tage teten, hvis markedspotentialet skal realiseres. Men mar­kedet driver det ikke selv, fordi både potentialet og løsnin­gerne er uklare. Der er derfor brug for en national, politisk prioritering for reelt at kunne udnytte de vækstmuligheder, som turisme rummer for alle og enhver.