Sundhedspolitik
Personer med handicap oplever ulighed i sundhed - også i adgangen til forebyggelse og sundhedsfremme. Personer med handicap har flere helbredsproblemer end befolkningen som helhed.
For nogle af de mest sårbare grupper er problemerne meget store. For eksempel lever personer med psykisk funktionsnedsættelse 15-20 år kortere i gennemsnit end personer uden.
Ulighederne skyldes en række forskellige barrierer for eksempel manglende viden om og fokus på handicap blandt sundheds- og støttepersoner, utilgængelige faciliteter/tilbud og mangel på indsatser, der imødekommer de specifikke sundhedsbehov, der følger af funktionsnedsættelser.
Mange gange fokuseres for meget på handicappet, og dermed overses andre sundhedsproblemer. Resultatet er, at de grupper, der ofte har størst behov for forebyggelses- og sundhedsfremmeinitiativer, oplever dårligst adgang til tilbuddene.