DH-panelet
Handicapområdet mangler din stemme
Vi har brug for dine erfaringer
Tal og undersøgelser kan gøre en forskel. Vi har derfor brug for, at flere mennesker med handicap og deres pårørende tilmelder sig DH's webpanel og hjælper med at dele deres erfaringer med os.
Hvis du har lyst til at dele dine erfaringer, vil du modtage et spørgeskema via e-mail op til fire gange om året.
Et spørgeskema kan fx handle om, hvorvidt dit barn er godt inkluderet i skolen, om du får den rigtige hjælp af kommunen, dine oplevelser med kollektiv transport eller i sundhedsvæsnet.
Svarene bruger vi i vores politiske arbejde med at forbedre vilkårene for mennesker med handicap og deres pårørende.
Alle svar og øvrige data bliver behandlet fortroligt af analyseinstituttet Analyse Danmark, og du vil være anonym.
Hvis du har spørgsmål om DH-panelet, kan du sende en e-mail til: dh@handicap.dk.
Vi håber, at du har lyst til at hjælpe os.
Din stemme mangler i handicapstatistikkerne
Forestil dig et samfund, hvor handicapområdet vægter lige så meget som fx børne- eller ældreområdet.
Som paneldeltager for DH bruger vi dine oplevelser til at lave konkrete statistikker, der får handicapområdet på mediernes dagsorden.
Lyder det godt?
Så tilmeld dig panelet i boksen til højre.
Er du nysgerrig på svarfordelingen på sidste spørgeskema på sundhedsområdet?
Analyse Danmark har på vegne af DH udsendt et spørgeskema til henholdsvis DH-panelet og DK-panelet i perioden 16. september – 30. september 2022.
I dokumentet nedenfor præsenterer vi i en tilgængeligt PDF det svardata.
For eksempel har vi spurgt om, hvorvidt mennesker med og uden handicap har afstået fra lægeordineret behandling på grund af udgifterne til egenbetaling. Og om de stigende priser i samfundet påvirker deres økonomi i en sådan grad, at de er bekymret for ikke at kunne få råd til nødvendig medicin eller anden sundheds-behandling fremadrettet (tandlæge, psykolog, fysioterapi).
Hvad betyder din stemme?
Hvis vi i DH får mere og bedre data, styrker det vores arbejde politisk. For med mere data har vi mulighed for at sætte flere politiske dagsordener, og det betyder, at handicapområdet hele tiden kan gøres synligt.
Hvis I derfor deler jeres oplevelser med os, hjælper I i sidste ende handicapområdet.
Nedenunder finder du to eksempler på data, som er blevet til artikler i medierne.
Nybagt student måtte selv betale for genoptræning efter trafikuheld
Historie om Jakob, der efter et trafikuheld til sidst selv måtte betale for en specialiseret genoptræning, da kommunen i to år afviste at sende ham til et specialiseret tilbud udenfor kommunen - på trods af flere lægers anbefalinger. Det gør, at han i dag fortsat har mén efter ulykken og en hjerneskade.
Historien om Jakob er én historie ud af en serie i Politiken om støtte i kommunen. Serien er blevet til på baggrund af en kommuneundersøgelse fra Danske Handicaporganisationer (2020). Blandt 826 adspurgte oplever 44 pct. af mennesker med handicap, at kommunen vægter økonomi højest, når støtte udmåles.
Bøvlet at være handicappet og skulle med tog: 'Jeg bliver let isoleret, fordi det er svært at komme rundt'
Historie om Heidi, der sidder i kørestol, som har svært ved at befærde sig i bybilledet på grund af manglende tilgængelighed på landets togstationer. Det gælder alt fra elevatorer, som er i stykker til perronhøjder, der ikke flugter med S-togets togtrin.
Historien er blevet til på baggrund af en transportundersøgelse fra Danske Handicaporganisationer (2019). Blandt 566 adspurgte svarer hele otte ud af ti med handicap, at de anser det som besværligt eller umuligt at rejse med tog.