Portræt af Sune Barker og Anni Sørensen fra Lev

Vi har alle ret til at være i verden

"Handicapkonventionen er et pejlemærke, som vi bruger til at skabe bedre forhold for mennesker med udviklingshandicap" - Sune Barker, ansvarlig for Levs internationale program

Den første rejse til Ghana gjorde et uudsletteligt indtryk på Anni Sørensen: ”Det var hjerteskærende at opleve, hvor forfærdelige levevilkår, mange børn og unge har.” For det var en rå og barsk virkelighed mange mennesker med udviklingshandicap havde i Ghana.

Samtidig overraskede det formanden for Lev, at familier med børn med udviklingshandicap i Ghana deler mange sorger og glæder med ligesindede i Danmark. ”Kampen for retten til at være i verden, gå i skole og blive inkluderet er den samme – uanset hvor i verden du bor,” konstaterer hun i dag.

Behovet for retssikkerhed og at blive anerkendt som ligeværdige mennesker er også det samme, mener Anni Sørensen: ”Vi vil alle gerne leve gode liv. Derfor er det også væsentligt for os at kæmpe internationalt,” tilføjer hun.

Anni Sørensen var i Ghana i forbindelse med et nyt samarbejde, som Spejderhjælpen i Danmark har fået på benene sammen med Lev, søsterorganisationen Inclusion Ghana og flere spejderkorps i Ghana.

”Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse. Dels at være i et land, der er så anderledes end Danmark, men også at opleve, hvor dedikeret Inclusion Ghana arbejder for mennesker med udviklingshandicap – og hvor markant en forskel vores samarbejde med spejderne kan gøre for at inkludere børn og unge i landsbysamfundets fællesskab.”

Vi lærer meget – og står skarpere herhjemme

”For Lev er det vigtigt, at vi arbejder solidarisk for bedre levevilkår for mennesker med udviklingshandicap – også i andre lande end Danmark. Det gør vi bedst sammen med andre. Samtidig lærer vi en hel masse af vores alliancepartnere, som gør, at vi som organisation står langt skarpere herhjemme,” siger Anni Sørensen.

Sune Barker er ansvarlig for Levs internationale program, som han er ”virkelig stolt af”. Lev begyndte at lave internationalt arbejde i 80érne ”og vi gør en kæmpe forskel for mennesker med udviklingshandicap både i Danmark og internationalt,” siger han.

Når han skal pege på, hvad Lev har lært af det internationale engagement, siger han:

”I vores rettighedsarbejde er især handicapkonventionen et pejlemærke, som vi bruger til at skabe bedre forhold for mennesker med udviklingshandicap. Her lærer vi rigtig meget selv, når vi udveksler erfaringer med vores partnere, og ser hvordan de bruger konventionen. Det gør os endnu bedre til at kæmpe for og med mennesker med udviklingshandicap - i Danmark og internationalt. Det er supervigtigt. For der er stadig masser af kampe at kæmpe.”

 


Artiklen er skrevet på baggrund af interviews, som Great Minority står bag, og efterfølgende journalistisk bearbejdet af Selnæs Kommunikation.

Anni Sørensen med en ung mand, der ligger på jorden ude foran familiens hus i Ghana

"Det var hjerteskærende og samtidig var det ham, der gav håb" - Anni Sørensen, formand for Lev

To smilende mennesker står skulder ved skulder i t-shirts med verdensmål og handicap trykt på

Det personlige og foreningsmæssige engagement er bærende for handicapbevægelsens udviklingssamarbejde. I DH's kampagne #StærkereSammeniVerden sætter 12 ildsjæle fra seks foreninger ord på arbejdet med at forbedre vilkårene for mennesker med handicap i udviklingslandene. Det gør både en kæmpe forskel for mennesker med handicap ude i verden, og giver samtidig enormt meget igen til de mennesker og foreninger, der er engageret. Det viser de her ildsjæle med al tydelighed. Find alle de inspirerende historier fra handicapbevægelsens internationale ildsjæle her.

Anni Sørensen, formand for Lev, og Sune Barker, der er ansvarlig for Levs internationale program, fortæller i denne video om deres udviklingssamarbejde.